|
Resumé: Jack har aldrig haft et fast job og er i slutningen af fyrrerne. De grønne vagter fra jobaktiveringsfirmaet “Love My Life Institute” kører rundt på villavejene for at finde ham, når han pjækker fra selvudviklingskurserne. Han føler sig overvåget af en lille helikopter uden kendingsbogstaver, men naboen, den pensionerede politiassistent Verner, siger at det bare er en stor antiterror-øvelse. Samtidig presser hans ven SB på for at de skal gendanne deeres legendariske punkband The Periods, og det ser ud til at guitaristen David Dung, som forsvandt pludseligt en gang i firserne, nu er tilbage i landet. Jack modtager en pakke med et foto af ham selv som tyve-årig. Og så er der Ignalina, en tidligere groupie, som nu er SB’s assistent og måske elskerinde. Og hans kæreste Connie, som er taget på kursus i hvid magi...
”I Love My Life” Instituttet, Industrilunden 12, havde koncession på aktiveringen af arbejdsløse klienter fra i alt syv kommuner. Flere hundrede mennesker havde deres gang i det tidligere kontorkompleks. Efter to et halvt års ledighed blev de arbejdsløshedsforsikrede overført til kontanthjælp og aktiveringsforløb i kommunen. Som ledig havde man pligt til at være rådighed for anvist arbejde døgnet rundt. Klienter med såkaldte incitamentsproblemer kunne få tilbageholdt deres kontanthjælp, så den ikke blev sat ind på en konto hver måned, men udbetalt i daglige portioner, som kun forfaldt ved fremmøde. Klienterne kunne sideløbende med aktiveringen have et ansøgningsforløb vedrørende førtidspension. I så faldt ville de få bedømt deres arbejdsevne og eventuelle behov for revalidering. De nye pensionsregler bestemte populært sagt, at det ikke længere drejede sig ikke om hvad man ikke kunne klare, men om hvad man kunne klare. De heldige, som fik pension, skulle i visse tilfælde kombinere pensionstilværelsen med et af de nye fleksjob. Et job tilrettelagt på særlige vilkår, som tog hensyn til nedsat arbejdsevne. Der blev ydet tilskud til arbejdsgiveren på en tredjedel eller to tredjedele af lønnen. I tilfælde af manglende fleksjobs til de pensionsmodtagere, som var skønnet egnet til fleksjobs, trådte en ny ydelse i kraft. Ledighedsydelsen var understøttelse til fleksjobpersoner, som ikke havde et fleksjob. Flere og flere modtog ledighedsydelse, og man undersøgte nu, det vil sige at Connie Jensen, Chefkonsulent og hendes medarbejdere i Motiveringsstyrelsen, undersøgte nu om alle modtagere havde incitament til at tage imod et tilbud om fleksjob, og om der eventuelt skulle indføres en særlig ydelse for fleksjobvisiterede med incitamentsproblemer.
Jack - aktiveret pensionsansøger med incitamentsproblemer (nogle af landets største, faktisk) - var en af deltagerne i ”Team Stjernedrys” på anden sal, som denne formiddag havde gruppe- og projektarbejde. Men da Jack var kommet for sent, satte teamcoachen Mogens ham til at vedligeholde sit CV i jobbasen - en database for alle ledige, som havde pligt til at opdatere deres personlige profil hver uge. Jack loggede ind og læste om sig selv:
Navn: Jack Period. Status: Tinnitusramt pensionsansøger.Tidligere beskæftigelse: Periods. Erfaringer fra arbejdsmarkedet: Ingen. Fritidsbeskæftigelser: Min datter, Oi!, Dagbog, Freejazz, DAF, Lester Young, Hendrix, Pere Ubu... Han overvejede at nævne oversættelsesarbejdet for tegneseriefolkene på Dustbin Dead - Forlaget gav ham en billet til New York en gang om året - og det var så hans løn for at oversætte foreløbig 3 albums, hvor han hang ud med tegnerne og talte handlingen og bestemte amerikanske udtryk igennem. Men det job hørte til kategorien ulønnet lønarbejde, og kunne give problemer. Der var således ikke noget at tilføje, og Jack kunne gå videre med at arbejde på sin personlige tiårs-plan. Et indtil videre blankt stykke papir. Jack havde en forestilling om, at han om ti år ville ligge for døden med en lungecancer, Han ville sove stille og roligt ind i en enorm morfindøs, med Siouxsie ved sin side. Han ville supplere med svampe eller LSD, kun i små mængder, så han stadig registrerede alt omkring sig, men alligevel så meget, at det blev en fest, en konstant lille kildren i mellemgulvet, stærke farver, han ville kunne se menneskernes farver, Siouxsies fornemme purpurskær, som han allerede kendte, Connies krigsrøde corona, lægens grå cummulussky med grønne gnister, han ville have et saligt smil på ansigtet, også når han døsede, og dertil kildevand, kun kildevand, faktisk ville han dø af sult før han døde af canceren, udsulet, smilende og mæt....
Stemmer og lugte væltede ind fra gangen. De andre kom tilbage fra deres personlige forløb. Arne forrest, med en alufælg under hvert arm. Tove og Kaj grinede mens de rullede en fælg hver ind i klassen, og stødte ind i bordene på vejen. Mogens hævede stemmen.
"Vi skal videre med projekt “Her er mit liv”. Arne, vil du begynde?" sagde Mogens.
Arne stod allerede oppe ved katederet, hvor han havde stablet alufælgene ovenpå hinanden. Siloen af sort gummi nåede op til hans blege skuldre under en hvid, forvasket og krøllet t-shirt. Huden strakte sig anstrengt over hans nøgleben, halsen var lang og endte i et tyndt ansigt med uren hud og de store, blå og varme øjne under hans Chicago Bulls cap.
“Ja, Arne. Fortæl os hvad du har taget med.”
“Ja det er fire slicks, 16 tommer. Momo. Jeg har lige byttet mig til dem. Så lige nu kører jeg på vinterfælge...”
Der blev stille i lokalet.
“Hvorfor har du taget de fælge med, Arne?”
“Fordi Kenneth skal have dem. Ham der arbejder i vaskeriet”.
“Åh. Så det er ikke fordi de betyder meget for dig, eller fordi biler betyder meget for dig?”
“Næh. Jo, altså, jeg var 17 et halvt da jeg købte min første bil. Det var en gammel Datsun som jeg selv satte i stand i min onkels værksted. Hævede knastakslen og forkromede undervognen. Satte spot på nedenunder, så man kunne se hele understellet i mørke. Jeg tog også køretimer, så jeg kunne invitere gutterne ud at køre på min atten års fødselsdag. Vi kørte næsten hver dag, rundt i kommunen, om fredagen ind til byen, op og ned ad gaderne. Ræs mod andre biler. En nat kørte vi ind i en lygtepæl. Jeg var bevidstløs i tre døgn".
Arne grinede.
"Nu tager jeg den mere med ro. Går og reparerer de andres biler for sjov. Jeg kører også nogle af de gamle til kirken”.
“Arne, du var meget glad for biler, er det stadig det vigtigste i dit liv?” sagde Mogens.
“Altså, da jeg vågnede fra det koma, efter den dag har Vor Herre Den Almægtige været det vigtigste. Jeg har jo heller aldrig fået en mekanikeruddannelse. Men det kunne være alle tiders at få penge for at rode med biler, chef. Om Gud vil”.
“Øh, tak Arne. Det er altså biler - og - Den Almægtige der, som betyder mest i dit liv. Du må godt sætte dig ned. Nu skal vi høre hvad Jack vil fortælle”.
Jack Period havde imidlertid ikke medbragt nogen genstand, som symboliserede positive værdier i hans hidtidige liv.
“Jeg har jo været syg”.
“Nu igen. Du kommer med noget i morgen, OK Jack?”
Det blev Fahrouks tur. Fahrouk tog et bundt gulerødder op af lommen, og smed det på sit bord.
“Gulerødder?”
“Det mit liv, Mouens”, sagde Fahrouk med en u-lyd i stedet for det svære bløde, danske g.
“Hvorfor... gulerødder?”
Fahrouk lænede sig frem og sank, så hans store adamsæble vippede. De aristokratiske fløje i hans store persiske næse vibrerede næsten ubemærket.
“Da jeg var 17 år gammel, blev jeg sendt i krig. Vi lå i en skyttegrav ved grænsen til Irak. Tre måneder ad gangen. En uges orlov. Du bliver skør af de granater, som flyver ind over dig, og eksploderer i nærheden. Vi trykkede os ned mod jorden. Jeg kan huske hvordan jorden rystede. Efter to ture ved fronten fortalte jeg min far, at jeg skulle i rigtig kamp næste gang. De sendte hele tiden nye rekruthold op af skyttegraven og ud mod fjenden. I forreste række. Det betyder bajonetter, I ved, mand til mand. Rent slagteri”.
Der var stille i lokalet.
“Min far hørte på mig. Vi sad i baglokalet til hans butik. Så bad han mig om at gå. Efter et par dage kaldte han mig ind igen. Mor var der også. De havde talt alt igennem og ordnet det hele. De havde sat butikken til salg. Halvdelen af pengene havde de allerede lovet at give til en menneskesmugler. Jeg skulle ud af landet, hurtigst muligt”.
Fahrouk talte i et roligt tempo. Det var ikke den del af historien, der fik næsefløjene til at dirre.
“Jeg gik allerede på teknisk universitet i Iran. Da jeg kom til Danmark, gjorde jeg uddannelsen færdig. Jeg fik seks 11-taller på mit eksamensbevis. Så begyndte jeg at søge arbejde. Jeg har indtil nu søgt 1.750 ledige stillinger. Men aldrig fået et job som ingeniør. I 15 år har jeg stået og solgt gulerødder for sorte penge. Gulerødder var min fars liv. Det er også mit”.
“OK. Jeg forstår. Det er bare, vi kan jo ikke rigtig bygge videre på de gulerødder, vel. Det jeg ville have jer til, det var at tage noget med, som symboliserer jeres drømme...”
“Gulerødder, Mouens. Det er mit liv. Når jeg er færdig her, så ved du godt hvad jeg skal, ikke? Jeg skal tilbage til min onkels butik. Sådan er det”.
Mogens sukkede.
“Nu synes jeg at vi skal lave gruppearbejde, og arbejde videre med vores tema. ”Min Indre Styrke”.”
Arne, Fahrouk og Jack fandt sammen i en gruppe, og Mogens gav dem lov til at sætte sig ned på værkstedet. Radioen spillede ”Gimme Shelter” med Stones:
“War! Children! It’s just a shot awayIt’s just a shot away
War! Children! it’s just a shot awayIt’s just a shot away
Arne læste avis. Der sad en rest af sæbe eller æg fast i en hårtot bag hans øre. Fahrouk genoptog sit yndlingsemne, danske kvinder.
“Hvordan var det, Jack, dengang du havde en band... Fortæl mig igen. Han fortalter om en af deres ture, den til Århus, hvor han faldt og skar sig på en knust ølflaske, om turen ned gemmen Jylland i en gammel Sunbeam, indtil smerterne blev uudholdelige, og de kørte ind til en by for at finde et sygehus. Uden at nævne, at han nu er blevet kendt erhvervsleder og måske også kandidat til Folketinget, fortæller Jack også om SB, som havde kørt råddent gennem byen og sagt, at han havde lyst til at køre ind i gågaden og mase bilen op i ‘den drøje plasma af danskere’. Han fortæller hvordan de fandt et sygehus, og gør et stort nummer ud af at løfte op i trøjen, så alle kan se arret i hans maveskind.
“Du kunne vade rundt i piger? Du kunne vælge mellem ti forskellige hver weekend....”
“Jo. Men det var tåbeligt, Fahrouk. Ligegyldigt, når man tænker over det. Spild af tid..”
“Da du spillede for alle de chicks, Jack, da stod jeg og hældte mortergranater over grænsen til Irak. Jeg var skide 17 år. Alle de lig der stank. Mine bedste venner! Så kom jeg herop... Har du en tyver?”
Fahrouk viftede med systemkuponen til næste weekends lottospil. Jack lovede at skaffe 9 tomme flasker i kantinen, så han kunne være med i kuponen. Der var 18 millioner i præmiepuljen den følgende lørdag.
“Fahrouk, du er muslim. Prøv at hør hvad der står her. DET ER FRA KORANEN”, sagde Arne med øjnene rettet mod avisen.
”Den der gengælder med det samme, som han er blevet ramt med, og der så begås overgreb mod ham, ham vil Allah visselig hjælpe, thi Allah er den, der udsletter, den tilgivende”.
“Min kone er kristen, sagde Fahoruk. - Hun har engang læst noget op for mig. Han trak vejret ind og holdt en lille pause:
”De, som pløje uret, og De, som udså møje, vil høste ind derefter… De omkomme for Guds ånde og fortæres af hans vredes ånd”.
“Bibelen?” spurgte Jack.
“Men hør lige”, brød Arne ind. Det er terroristerne i Irak, som har bragt de her citater. Han læste langsomt og omhyggeligt op:
”Det skal være, som om deres ansigter dækkedes af mørke stykker af natten. Disse er ildens beboere. De skal forblive dér.”
“Allah tog Jesus til sig”, sagde Fahrouk.
”O, Jesus, jeg afslutter dit liv og lader dig komme op til mig og renser dig for de vantro og stiller dem, der følger dig, over dem, der fornægter, indtil Opstandelsens Dag.”
Arne trak på skuldrene.“Han havde en svaghed for de kristne, Muhammed”.
Stones fortsatte i baggrunden.
Rape, murder!
It’s just a shot awayIt’s just a shot away
“Er du kristen, Jack?” spurgte Fahrouk. Jack rystede på hovedet, og begyndte at recitere.
“Den som ikke søger, kan se det skjulte. Den som søger, ser kun det synlige”.
“Hvor har du det fra?”
“Husker det ikke”, sagde Jack og rejste sig hurtigt. Fire-fem kvinder fra ‘Team Hjerterum‘ havde resjt sig fra et bord i kantinen ved siden af, og efterladt fire tomme flasker. Jack samlede dem sammen med sin ene hånd og gik op for at sælge dem ved kassen.
Gimme Shelter var også navnet på den rockfestival, som The Rolling Stones var med til at arrangere på en afsides beliggende speedwaybane udenfor San Francisco. Den fandt sted den 6. december 1969, fire måneder efter Woodstock festivalen, og samlede omkring 300.000 unge. The Stones var bekymrede for sikkerheden, og bad medlemmer af Hells Angels om at opretholde ro og orden. I stedet vækkede rockerne en stemning af angst og skræk. Der opstod panik, og en fan blev dræbt af knivstik.
"The floods is threat’ning
My very life today
Gimme, gimme shelter
Or I’m gonna fade away”
Det, som skulle have været en love-in, endte i gadekamp. Forskræmte og forvirrede unge flygtede fra festivalen, få måneder efter at de var blevet døbt i flower-power og psykedelia.
“Nå, jeg skal op til überdirektøren og have min dough”, sagde Jack og gav V-tegn til de andre.
Som en følge af hans særordning med myndighederne gik han præcis klokken 13 op på førstesalen og bankede på institutlederens Bent Ørups dør for at få udbetalt den ugentlige kontant-hjælp i rede penge.
“Jeg hører fra Mogens at du virkelig arbejder med dig selv for tiden, Jack”. Bent holdt pengene i sin lukkede hånd mens han kiggede op på Jack.
“Ikke fordi at du deltager aktivt i teamet, det ved jeg.... Men der foregår en kamp inde i dig, ikke Jack?”
Jack lyste op.
“Ja! Det er det der gør. Der... er noget på vej, nogle planer tror jeg”.
Bents greb om pengebundtet løsnede.
“Men jeg bliver forstyrret i den udvikling, når I kommer ud for at hente mig, Bent”. Sedlerne vred sig og forsvandt en lille stykke ind i i Bents hånd igen. Han lænede sig tilbage.
“Du skal jo have trænet din mødefærdighed. Det bliver vi nødt til. Lad mig se. I morgen skal i på et spændende virksomhedsbesøg. Så torsdag, Jack. Der skal du holde dit indlæg. Der skal du have det med - en genstand eller en historie, som virkelig har betydning i dit liv. Jeg ved du kan finde det, Jack. Noget vi kan arbejde med”.
Pengene kom ud af knytnæven som om de gispede efter luft. Bent lagde dem på bordet foran Jack, som begyndte at glatte sedlerne og tælle.
“Der er næsten 100 mere end i sidste uge?”
“Nye beregnings-regler. Tag dig ikke af det. Vi ses Jack”.
Fortsættes... |
