Resumé: Jack har aldrig haft et fast job og er i slutningen af fyrrerne. De grønne vagter fra jobaktiveringsfirmaet “Love My Life Institute” kører rundt på villavejene for at finde ham, når han pjækker fra selvudviklingskurserne. Han føler sig overvåget af en lille helikopter uden kendingsbogstaver, men naboen, den pensionerede politiassistent Verner, siger at det bare er en stor antiterror-øvelse. Samtidig presser hans ven SB på for at de skal gendanne deeres legendariske punkband The Periods, og det ser ud til at guitaristen David Dung, som forsvandt pludseligt en gang i firserne, nu er tilbage i landet. Jack modtager en pakke med et foto af ham selv som tyve-årig. Og så er der Ignalina, en tidligere groupie, som nu er SB’s assistent og måske elskerinde. Og hans kæreste Connie, som er taget på kursus i hvid magi...

Jack vågnede næste morgen et sted lige over sin egen krop og begyndte en langsom nedstigning til knogler, led og indvolde. Hans ledbånd i anklerne var ømme og slatne - en gammel skade fra koncerterne, hvor han ofte vrikkede om på fødderne, når han var på scenen. Tyktarmen pulsede løs i små kramper, som en forberelse til den espresso, som snart ville ramme den fra oven. Lungerne trak sig lidt sammen, med udsigt til morgencigaretten. Han mærkede den kroniske snue, fraværet af lugtesans, den ru og tyndhudede mundhule. En sær fantomsmerte mellem to af hans tæer føltes som en hidsig lille mår, der med tænderne trak i den sarte hud. Og i disse stille stunder mellem søvn og vågen tilstand hilste han igen på  den konstante hyletone i venstre øre, og idag mærkede han også en svag summen i sit operations-ar. Det sad midt på ryggen og stammede fra den lille operation, som Vea for 23 år siden havde overtalt ham til at gennemgå på Vejle Sygehus. Han var kommet ind på skadestuen med nogle dybe rifter på maveskindet, forårsaget af stagediving fra scenen hen over nogle smadrede ølflasker. De havde aldrig set hinanden før. Men han gik med til at at aflevere en marvprøve til et eller andet forskningsprojekt. Mod betaling. SB scorede hende kort efter, mens han lå i narkose.

Ude i køkkenet talte og grinede Connie og Siouxsie. Så gik de. Huset blev stille. Han drejede sig langsomt ud af sengen og gik ind til spisebordet, hvor der lå en tegning af noget der lignede en avanceret hinkerude med gamle bogstaver og tegn. En manual til påkaldelse af ånderne. “Heksagram: Merkur i 3. Hus” stod der foroven. Det var et håndtegnet rektangel, i hjørnerne var der små figurer, som forestillede kvinder i lange kåber. Under en kvinde med en lang kniv i hånden stod der “Connie Jensen, lysmesterlærling i 2.monade”. 

Det var svært for ham at forstår, at dette var den selvsamme Connie, som gik forrest under besættelsen af Mekanisk Musikmuseum i 1981. Selvsamme Connie Jensen, som to år senere råbte ”Smid nu for helvede det lokum” så det - foran de rullende tv-kameraer - styrtede fem meter ned fra førstesalen og ramte hjelmene på to politibetjente, som var ved at smadre hoveddøren med økser. Selvsamme Connie Jensen, som var leder på BZ-mandagsmøderne og som fik pacifisterne, syrehovederne, punkidioterne, økologerne, marxisterne, lebberne og de militante til at enes om bare et eller andet. At blive, at aktionere, at feste, eller måske rydde op, men sjældent det sidste. Selvsamme Connie Jensen, som kunne udstikke en retning, som vidste hvornår de skulle besætte, demonstrere eller rømme. Connie Jensen, hans kæreste, Siouxsies mor, som forlod BZ lige netop på det tidspunkt, hvor hun  var den eneste der havde set, at bevægelsen ville gå i opløsning. Hvad den gjorde, et år senere.

Og nu magi, mantramusik. En underlig ophøjet ro. “Jeg giver dig fri”, havde hun sagt. De havde i snart ti år haft en uudtalt kontrakt om at hun skulle give sig 120 procent til arbejdet, mens han styrede hemmet og passede Siouxsie. Jack havde en fornemmelse af, at den kontrakt var ophævet nu. 

Han kom i tøjet og ledte efter småmønter, og fandt 17 kroner i en kagedåse på Siouxsies værelse. I dag tog han ikke metroen men fortsatte til fods forbi stationen og Megamall, ud af den nyanlagte kombinerede gang- og cykelsti med midterstribe, ud til Byggefelt 7, det ubebyggede erhvervsområde mellem Megamall og den fredede slette. Vejene var nyasfalterede og i et øde vejkryds stod trafiklysene allerede og skiftede mellem grøn, gul og rød, selv om der ikke førte nogle veje hen til krydset, og selv om der aldrig var fodgængere i syne. På alle sider lå erhvervsgrundene med meterhøjt ukrudt og store til-salg skilte. Fotostaterne viste høje, slanke kontordomiciler stræbe mod himlen.

Hundrede meter længere henne begyndte sletten. Vinden sendte underlige lugte fra havet ind over landskabet, som blandede sig med den hvæsende lyd fra ringvejen bag ham. Det flade land strakte sig kilometer efter kilometer mod syd. Han fulgte den gamle Granatvej i retning af skorstenene på kraftværket i det fjerne. Derude - i et industrikvarter med ringe busbetjening - lå I Love My Life Institute, og han kunne tage vandreturen derover på under en time, hvis han tog den direkte linie hen over vådområderne. 

På begge sider af den smalle vej var der sat hegn og skilte op. ”Fareområde – Adgang forbudt”.  Hele området på 2000 hektar var et tidligere skydeområde for militæret. Der lå stadig masser af  ueksploderede granater. Men Jack forcerede alligevel hegnet og gik mod kraftværket gennem en sumpet bund med højt græs. Når dådyrerene og harerne kunne løbe rundt herude uden at sprænge i luften, kunne han vel også. Det gav samtidig turen en anden dimension. Måske næste skridt. Måske næste skridt. 

Oprindeligt var øen var en halvø eller en landtange med en smal hals, som forbandt den til hovedøen. Den stærke strøm i sundet banede sig på et tidspunkt gennem det lave, lerede stykke jord på det smalleste sted. I dette stræde stod sildene tæt pakket hvert efterår, snydt af den lumske strøm, og nu utålmodigt stimende sig sammen for at komme igennem og videre til ynglepladser og fødesteder. Vandoverfalden har skummet af de mange millioner stressede sild, og bronzealdermenneskerne længere inde i landet fik hurtigt færten af den gode mad. De flyttede ud til strædet, spiste sig fede i sild, byttede sild til våben, byggede fæstninger, fødte fede børn og skød efter skibene længere ud på sundet, hvis de ikke betalte told. En stor middeladlerby voksede frem på den ene side af strædet, mens den anden side, ø-siden, blev anvendt som agerland, losseplads og hjemsted for byens galge, hvor tyve og andet pak blev hængt. Kongen fik dog anlagt en vej langs med vandet, som førte ned til en skov.

Når han blev fuld og fik lyst til at skyde nogen, kørte de ham i hast ned til skoven og satte noget dovent vildt ud foran hans rejsevogn. På vejen hjem bandede kongen over stanken fra lortebjergene. Langs med vejen hobede byens skrald sig op i vandkanten. Efterhånden bredte der sig en møgbræmme ud i vandet, kystlinien flyttede sig, og øen voksede ind mod land. De fattigste tilflyttere, som blev afvist eller smidt ud ved byens porte, byggede små skure ude på det, som snart skulle komme til at hedde Lorteøen. Blege, braknæsede, polske, jyske og svenske fattigfolk, som lærte at klare sig gennem ved tyveri, tiggeri og transport af latrin. 

På et tidspunkt fik de selskab af en koloni af herrnhuttiske flygtninge fra Holland som ved kongelig resolution blev forskånet for livet på bunden af samfundet, og tildelt et særligt område med god landbrugsjord længere ude på øen. Hvorfor befolkningen på den østlige og sydlige del af øen føler sig finere end afskummet på vestsiden. Tiderne skred fremad med en lang hale af latrinspande efter sig. Berejste landsmænd vendte hjem fra Europa med ideen om kloaker, en gammel romersk tradition. De fattige ø-mennesker med deres latrinkærrer mistede daglønnen, da afføringen begyndte at løbe gennem rør og under jorden. En dag indtraf en af de tilbagevendende planøkonomiske tidsaldre. Mennesket havde anskaffet sig ingeniører, lastbiler og kraner. Det blev bestemt at gøre noget ved den usandsynlige stank, den menneskelige fornedrelse, tuberkulosen, koleraen og kriminaliteten i den voksende skurby.

Fordi det kunne lade sig gøre, og fordi det skulle prøves, blev samtlige arbejdsløse i den del af landet ved parlamentarisk lovbestemmelse sendt ud for at dynge en stor jordvold op med det formål at inddæmme et kæmpe vandområde mellem øen og fastlandet. Der blev gravet afvandingskanaler og bygget pumpestationer. Lorteøen voksede til dobbelt størrelse. Et nyt landskab på flere tusinde hektar voksede frem. Det blev kaldt for Sletten og her skulle den moderne by vokse frem, med sunde boliger, lys og luft til fattgifolket. Men sletten viste sig at være en lavtliggende, delvist oversvømmet og fugtig strandeng, som var helt uegnet til at bygge boliger på. Det høje grundvandsspejl fordyrede byggeprojekterne så meget, at spekulanterne trak sig tilbage. Det nye stykke af landet fik derfor lov til at fortsætte i rollen som losseplads og vært for kloakbassiner. Militæret opdagede hurtigt slettens gode egenskaber som skydeterræn for artilleriet. Haubitser og sværkalibrede kanoner langede deres last af sprængstoffer langt ud over sumpene inde fra en nybygget kaserne, hastigt opført af røde barakker.

En af de første veje ud på den jomfruelige slette fik navnet Lossepladsvej. Om natten fangede bilernes lyskegler tusindvis af små, røde rotte-øjne i dyngerne af affald. Sletten fik efterhånden sine egne stednavne. Sprænggrotten, Koklapperne og Svenskehøjen som faktsik var en lille ø dengang der hvade været en havbugt på stedet. Reservatvej, Pinseskoven, Otte Høje Vej, Snogevej, Kanonvej, Granatvej, Ugandavej, Fasanskoven, Birkedammen, Hejresøen.

Der fandt en vis afvandring af fattige mennesker sted, efterhånden som de nye etageejendomme med træk og slip skød op andre steder i byen. Herfra kunne arbejderne nu cykle ud til det indvundne land og dyrke kartofler i såkaldte kolonihaver. Haverne forsynede familierne med grøntsager og frisk luft, og mændene samledes på festpladserne for at drikke bajere. De byggede små huse af gamle cigarkasser fra frihavnen og byggeaffald fra de store planøkonomiske arbejderkvarterer. I hver af disse haveforeninger blev der dannet bestyrelser, ledet af vejformænd og lagerforvaltere i hvide skjorter og røde seler. Takket være fremkomsten af kemiske sprøjtemidler blev haverne og havegangene holdt klinisk fri for udkrudt, og bestyrelserne sørgede for at hver eneste sti blev skiltet forsvarligt med Parkering Forbudt, Legende Børn, Max. 20 km og Privat Område. Resten af tiden gik med at drikke øl og holde sommerfester. Tidligt om morgenen gik rådyr fra sletten ind i haverne og spiste rosenknopper. Den første oktober lukkede formanden for den store hane til vandforsyningen, og man pakkede sine huse ned for vinteren og cyklede eller tog bussen hjem til etageejendommene.

Der blev set igennem fingre med, at nogle få sære og fortabte medborgere blev derude. De ukendte vintermennesker var ikke registreret nogen steder, havde ikke nogen lejlighed at tage hjem til, og befandt sig bedst ude på Lorteøen. Som årene gik, fik de selskab af hippier, kunstnere, invalidepensionister og andre halvofficielle eksistenser. Med årstallene steg også antallet af biler, legale aborter, charterrejser, studiepladser, pensionsordninger og førtidspensionister. Efterhånden var de fleste af parcellerne beboet hele året. selv om lovgiverne ikke på nogen måde tillod helårsbeboelse i områder afsat til fritidsformål. På den anden side var der ingen, som vidste hvor alle de mennesker ellers skulle bo. Kommunen fandt på en genial administrativ praksis, som gik ud på at fastholde at beboelsen var ulovlig, samtidig med at man forsynede beboerne med sygesikringskort, hjemmehjælp, skolegang og vandforsyning. 

Tiden kom, hvor en ny planøkonomisk tidsalder rullede hen over landet, denne gang den monoteistisk-kapitalistiske dekade, som betød at Sletten endelig skulle indtages. Ny teknologi og masser af ledige pensionskassemidler gjorde det økonomisk muligt at holde grundvandsspejlet i skak med store underjordiske pumpeanlæg. Man skraverede et stor aflangt område langs med kolonihaverne, og begyndte at opføre metrostationer, veje, fortove og kanaler af granitsten importeret fra Kina, samt en lille park med træer som blev holdt oprejst af rundstokke. Til den grundlæggende infrastruktur hørte også et nyt psykiatrisk hospital, som skulle stå færdigt før der kunne blive tale om at åbne op for boligbyggeri. Derefter rykkede kapitalen ind. Højhuse, storcentre og kontordomiciler rejste sig i det flade land mens pumperne sørgede for at den nye by af stål, glas og gulmurede facader ikke sank ned i det unævnelige underlag. Livet forandrede sig i de gamle cigarkassehuse på lortevolden. Ølbænken på fællespladsen stod og rådnede. De få tilbageværende ølkammerater fra efterkrigstiden kom ikke ud længere. Deres små huse med røvballegardiner og kulørte lamper i udestuen blev solgt. Husene steg fem gange i værdi på fem år. De blev nu forsynet med tilbygninger i cedertræ, diskret havebelysning, carporte og solfangere. Og endelig, en ganske særlig søndag, udkom et boligtillæg til avisen, med billeder af husene indefra og udefra. Artiklerne oplyste henkastet, hvilke stillinger husenes ejere bestred i samfundet. Forvandlingen var tilendebragt.

Jack havde gået en halv time igennem det våde græs da han nærmede sig en lille skovskel af birketræer, hvor Teis ”Bong” Neindam-Clausens ejendom lå skjult i krattet, et par hundrede meter før motorvejsbroen. Bong sad foran sit selvbyggede telt lavet af kraftig byggepladspressening og flettede en lille rottehale i sit gedebukkeskæg med et spejl, som han holdt mellem knæene, og opdagede først Jack, da denne stod helt tæt ved ham med de 17 kroner i en fremstrakt hånd.

“Jack! Jeg så dig ikke. Åh. Pengene fra i går, det skal du ikke tænke på... Har du tid til at ryge en pibe”? sagde Bong med sin umiskendelig dialekt fra en af de velhavende kommuner nord for byen. Dialekten, den ranke holdning og det opmærksomme, venlige væsen var det eneste, der var tilbage fra den tid.  Jack havde mødt ham i fristaden, og de holdt kontakt, da Bong blev indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor han tillagde sig en unaturligt høj stemmeføring, der lød som om, at han altid henvendte sig til en hel sal af mennesker. Jack rystede på hovedet og så ud over sletten.

“På vej ud til instituttet”.

Til højre hævede broen sig højt over dem, så støjen fra bilerne kun hørtes som en dæmpet susen. 

“En nescafe, da”. 

Bong hentede nogle tørre kviste og tændte op i sit hjemmelavede stenkomfur.

“Hvordan kommer du egentlig rundt, Bong”?“

"Jeg har kørelejlighed oppe på broen. Med pendlerne. Ved ottetiden kommer Jesper fra Sorø forbi. Ved titiden er det Mogens”.

“Stopper de for sådan en som dig”?“

"Jeg stod deroppe hver dag i en uge, før jeg blev taget op. Men nu har jeg faste kontakter. Dem jeg kører med, de handler også tobak en gang imellem, forstår du”.

Bong serverede to kopper pulverkaffe. De pustede på den brune substans, der dampede, og kiggede i tavshed på vildgæssene, som skræppede ude i sivene.  Jack havde fået en porcelænskop med et fint logo fra Rigsrevisionen på siden. Han kiggede mod syd, ud over sletten. Blikket søgte af sig selv helt ud til skovbrynet, flere kilometer mod syd, hvor træerne rejste sig i et tæt, diset bælte.

“Tror du at alting er ved at gå ad helvede til, Bong?”

“Jeg ved det søreme ikke, Jack”, sagde Bong med sin høje elskværdige stemme. 

“Jeg ser kun ild og røg komme”, sagde Jack.

“Øst og Vest skal mødes i Nord”, sagde Bong.

“Hvad mener du?”

“Jeg ved det søreme ikke, Jack”, sagde han og pustede på kaffen.

“Jeg ved det ikke”.

Fortsættes...