Resumé: Jack har aldrig haft et fast job og er i slutningen af fyrrerne. De grønne vagter fra jobaktiveringsfirmaet “Love My Life Institute” kører rundt på villavejene for at finde ham, når han pjækker fra selvudviklingskurserne. Men havefesten forløber godt.  Selv om Jack begyndte at drikke cognac og spille rock, imens de øvrige par talte om at besøge en ashram og tro på en kraft udenfor dem selv. Jack har en mærkelig drøm. Og næste dag modtager han en pakke med rester af noget som ligner fækalier fra en forsmået fan af hans firserpunkband The Periods. Der er også en CD med et billede af ham selv som ung, eller er det ham? Dagen efter skal Jack besøge sin bedste ven SB i hans Health and Wellness firma for at få de nødvendige afslag på sine jobansøgninger. I metroen ser han en avisartikel om den lysende karriere, som deres guitarist David Dung har opnået som biolog i USA...

Der var kun et par minutters gang til de smalle gader i city, hvor han havde tilbragt hele sin ungdom med David, med SB, Steen, åbenbart også med Ignalina, plus alle de andre selvudnævnte rockstjerner, digtere og dealere. Her havde de samlet flasker, fedtet for pladeproducere, planlagt verdensturnéer, og kneppet. I dag var der fyldt med unge jetsettere på shopping. Facaderne var pudset op. Men på en trappesten sad nogle studenter og spiste pizzaer. Cykelhandleren og den tyrkiske grønthandler talte sammen på fortovet, så mod himlen. De slidte trin op til gadedørene var stadig de samme, som de havde siddet en ungdom på, granitsten afrundede og glatslebne af tusindvis af fodsåler. Inde i en port skallede malingen af i okkergule flager, kun facaden ud til gaden var sandblæst og malet i en ny brunlig nuance. En butik var midlertidigt lukket, der var sat brunt papir op for vinduesfacaden. 

Han mærkede et strejf af byen som den var, dengang verden gik under, dengang det korrupte Sovjetunionen gik i opløsning, og den revolutionære glød brændte ud i hjerterne hos de venstreorienterede i Vesten. Dengang generalerne i Pentagon aftalte datoen for det endelige angreb, samtidig med at Andropov trykkede på den røde knap i Moskva. Men knappen virkede ikke. De lugtede og følte allesammen undergangen, VIDSTE at den kom, selv om alting tilsyneladende fortsatte. Hen over det store tavse brag. Ting og sager fortsatte deres langsomme forfald, maling skallede af, skidt brændte sig fast i husmurene og trappetrin blev skæve og runde af endnu flere skridt. I opgangene blev der ved med at bo bryggeriarbejdere og kontorfunktionærer og jurister. Der lugtede af olieblandet benzin fra knallerter i gården. Det var først langt senere, at man holdt op med at udvinde æstetik af virkeligheden, og begyndte at tilpasse virkeligheden til en designet æstetik. Han gik ind ad en port og over gården med de toppede brosten. SB havde indrettet sit hovedkvarter i en gammel fredet lagerbygning. Som de havde brugt som øvelokale dengang. Sammen med Sods, eller Blink? Lige meget nu. Virkelig meget lige meget.

Nu var stuetagen blevet til et stort rum og fire rækker af sorte skriveborde med computere, han vinkede til Ignalina som sad ved et af dem, de andre var kortklippede, veltrænede mænd og kvinder som talte i telefon eller skrev med fokuseret blik og spændte kæber. Jack gik op af den fritliggende snoede støbejernstrappe og hen imod SB som sad bag en stor gladrude med udsigt til sine medarbejdere nedenfor. Han havde som sædvanligt brygget en frisk kande grøn te. Jack bad som altid om kaffe.

“Kaffe, kaffe, kaffe”, sagde SB demonstrativt hen for sig selv mens han strøg hånden over sin glatte isse, ledte i skabene og endelig fandt den samme lille sammenrullede pose, som han altid serverede for Jack.

“Se lige hvad jeg fandt i metroen, SB.”Jack fiskede den krøllede avis frem og SB kiggede på billedet.“For satan. David. Er han i landet igen?”SB kiggede ikke op, men skimmede artiklen og lagde så avisen fra sig. 

“Den der tekst i bunden af din spam-mail. Det er et trick. De sætter noget tekst ind, så spamfiltrene godkender mailen, selv om det er spam. Forstår du?”

“Ah. Men så du Davids navn?”

”Ja. Weird. Manden går ud for at pisse, på en øveaften for 20 år siden, og så ser man hans navn i en spam-mail, og dagen efter i avisen.”

“Tog han ikke til USA for at læse videre til... biolog?”

“Biokemiker. Jeg har prøvet at finde ham på nettet. Der er faktisk en 20-30 David Dung’er i verden, ingen af dem jeg har fundet, er biokemikere, så.. “

Jack vidste, at SB for nylig havde givet David det musik-historiske dødskys, i sit bidrag til punk-antologien ”Som sorte bannere gennem byen”.  Han var folketingskandidat for socialliberalisterne, stifter af ”Health and Wellness” butikskæden. Han havde været på fucking morgen-tv for at fortælle om at være alt det, plus trillingefar. En fyr der hed Ove, som hele tiden ringede, og påstod at han kendte alle de gamle punks, redigerede bogen (hvem fanden er han? Kan DU huske ham, sagde de til hinanden, og ingen af dem kunne huske ham). Det endte selvfølgelig med at SB blev bedt om at skrive et bidrag. Dels fordi Jack, havde sagt “hold op med at ringe, hold op med at ringe, hold op med at ringe” i sin sidste samtale med Ove. Men mestendels vel sagtens fordi SB var en “rising star” på vej til mediestatus. I artiklen gav SB sig selv en stilskabende rolle i dansk punk, mens David, på behagelig lang afstand fra city blev reduceret til en dukkedreng, som de kun havde taget med i bandet fordi han så godt ud. Det værste var, at de aldrig havde fået sat noget sammen uden David. The Periods kom aldrig tilbage, efter at han var skredet. 

“Hvad var det du skrev om ham i den antologi, SB?”

“Åh hvad fanden. Den læser han aldrig", sagde SB mens han hældte kaffe op...  “Han er jo først lige kommet tilbage, ikke. Og sidder  og sidder oppe i en villa på strandvejen og læser semiotik med sine børn, eller hvad det nu er.“

“Jeg har noget andet med.”Jack tog billedet af den unge fyr frem.

SB så på billedet og smilede.

“Det ligner godt nok dig. Dengang jeg mødte dig. Smuk tid. Vi elskede verden. Vi sad på Gammel Torv. Hanekamme hele vejen rundt om springvandet. De mest fredelige væsener på jorden. Vi trykkede tegneserier, indspillede musik, blev høje, fik tæsk af uro’erne..”

“Tag dig sammen, Svend.”

Han så op på Jack.

“Jamen du var smuk, Jack. Du kæmpede for noget. Du tog dig af dine venner, du delte alt med os. Du ringede efter os hver uge, fordi vi skulle indspille en ny single, eller ud på et job. Vi havde groupies..”

“Stop det SB! Og glem det! David er ude, jeg er ude, Finn er død. Lav dit eget band, SB. Og det skal ikke hedde The Periods.”

Der var stille på førstesalen, de kunne høre de koncentrerede lave telefonstemmer nedenunder. 

“Du vil hellere blive stående udenfor det hele, hva’ Jack. Vente på en eller anden passiv forsørgelse? I stedet for at give en masse mennesker den glæde? Jeg forstår det ikke, Jack.”

Jack drak af sin kaffe, og ventede til hans puls var faldet.

“Træk dig tilbage, når arbejdet er udført. Således gør stjernerne og planeterne på himlen.”

“Hvem har sagt det?”

“Husker det ikke. Desuden har jeg tinnitus, for helvede.”

”OK, lad os holde her.”  SB satte en lille trådløs øretelefon fast i det ene øre og greb ud efter nogle papirer. 

Jack fiskede noget frem fra sin lomme. Det var glasset med Azrinol. 

“SB, Min læge har bedt mig om at deltage i et forsøg. Til gengæld vil hun gøre alt for at få min pension igennem. Ved du hvor meget det betyder for mig, SB? Du skal bare spise en om dagen i 30 dage, og udfylde et skema. Jeg glemmer bare at tage dem, og... Ja, så nedsætter de lysten til sex. Jeg har jo ingen sexlyst i forvejen, så det giver ligesom ikke nogen mening vel?..”

“Hmm”.SB studerede pilleglasset.

“Har hørt om det. Man kan købe det på nettet. Vi har overvejet at indføre noget af det samme i butikkerne, alternativt, lavet på skilpaddehorn. Men det her skulle give et helt utroligt kick. Folk sparker virkelig røv, når de ikke tænker på sex hvert andet minut. Hmm. Stil glasset der på bordet. Jeg vil tænke over det”, sagde SB og gik forbi Jack og ned af den snoede støbejernstrappe med nogle papirer i hånden. 

Jack tog direkte fra metroen over i Megamall. Dagens indkøb. På rulletrappen op til etagen med tøj- og skoforretninger lagde han sin højre hånd på gelænderet af sort gummi og mærkede en underlig lavfrekvent rysten i sin hånd. Følelsen i hånden og armen befandt sig et sted mellem kilden og et svagt elektrisk stød. Han løftede hånden og sænkede den igen. Vibrationen fik også de andre på rulletrappen til at flytte hånden væk fra båndet.

“Ladies and Gentlemen”, som terroristen på United Airlines Flight 93 sagde på sit gebrokne engelsk, tirsdag morgen den 11. september 2001, klokken 09.31.57. 
“Here the captain, please sit down keep remaining seating. We have a bomb on board. So sit”.“Er, uh...Calling Cleveland Center...You’re unreadable. Say again slowly”.“Don’t move. Shut Up.“Come on, come”.“Shut up”.“Don’t move”.“Stop”.“Sit, sit, sit down”.“Sit down”.“------- ‘akh” (broder).“Stop”.“No more. Sit down”.“Kifaya, Kifaya, Kifaya (sådan, sådan, sådan), down, down”.“Shut up”.-------- “We just, we did’nt get it clear.....is that United Ninety Three calling?”“Jassim”.“bismi-llāhi ar-raḥmāni ar-raḥīmi (I Allahs navn, den velgørende og den tilgivende)”....

Og derefter lyden af det afgrundsdybe, stumt skrigende ingenting. 

Hjemme igen tændte Jack Period sin American Kitchen blender og lavede en humus. Han følte sig tom i de timer, hvor alle andre - studerende, karrieremennesker og efterlønsmodtagere – var på plads i deres respektive institutioner, kontorlandskaber og forhaver. Han trak hætten på sin trøje op over hovedet for at undgå at blive filmet af overvågningskameraerne. De nordatlantiske blegnæb med små pikke holdt øje med alt. Fra deres trygge position fire centimenter oppe i eget røvhul var de i gang med endnu en arbejdsdag, med at at reformere og redefinere virkeligheden, at fylde de trådløse netværk med propaganda for nye managementteorier, nye religioner, nye politiske programmer. Men salaten var fint snittet og under låget på wokgryden simrede det økologiske kød sammen med grøntsagerne. 

Connie kom ind i køkkenet udefra. Hun var i Converse gummisko, Levi’s og hættetrøje. Det betød, at hun var kommet tidligt hjem, og allerede havde været på sin cykeltur. Ude på sletten - på ladcyklen. Ansigtet var glat af sved efter turen. Hendes hænder gråbrune af jordstøv. Han tog hendes hænder og kiggede på dem.

“Sig mig, stjæler du jord ude på sletten, eller hvad? Der er også jord i cykelladet”.

Hun gik om bag ham mens han rystede wokgryden frem og tilbage, og holdt om ham.

“Sludder, din gamle stener. Hvad skal vi have?”

Ved spisebordet ville Siouxsie gerne vide, hvor langt der var til Indien og hvordan man kom ‘derop’. 

“Meget langt. Man skal tage en flyver ude fra Kastrup. Og flyve i flere dage. Ikke så rart”, sagde Jack.

Hun satte sig på på skødet af ham, over for Connie. Hun brækkede et stykke brød i to stykker og gav et til dem hver. Connie sagde til hende:

“Jeg kommer ikke hjem i morgen skat. Vi skal over til Sverige, til Mesteren”.

Jack havde kendt Mesteren, Balachandra - eller Bala - lige siden Connie var kommet hjem med ham for mange år siden. Hun var studentermedhjælp i Industriens Kræfter. Han var lektor i økonomi fra universitetet i New Dehli. Hans foredrag i Industriens Kræfter var pinligt dårlige. Men han havde ikke lyst til at rejse hjem. ‘Bala’ opgav økonomien, og flyttede ind hos dem et stykke tid. Efter nogle år etablerede han en healerskole, som gik forrygende. Så kom sags-anlæggene fra Øresundskomiteen. Flere af medlemmerne havde lidt fysisk overlast under en af hans “Executive Sit Ins”. Under en meditation var deres mavesække blevet gasfyldte og spændt til bristepunktet, så flere af dem svævede over byen i store smerter. Balachandra forsvandt i nogle år. Og nu var han mystiker i de svenske skove.

“Åh mor, må jeg ikke komme med?” plagede Siouxsie.

“Nej, skat. Du ved godt, at du skal være større. Men jeg glæder mig til til at du skal indvies, Siouxsie. Så skal du have din egen dragt. Du bliver så smuk!”

Siouxsie kravlede over til Connie, og Jack tænkte på, at verden fyldes med kærlighedsgivende børn hvert eneste minut. Hvilken uhellig tanke, at hun skulle blive voksen.

Et par timer senere sov hun i sin himmelseng med lysorange silkehimmel og et hvidt myggenet, der bevæger sig stille i vinden fra det åbne vindue. Connie tændte for en udsendelse. Jack checkede tegneseriemagasinet Dustbin Deads hjemmeside, slukkede computeren, tørrede køkkenbordet over en gang til, gik ind i soveværelset, ud i entreen, tilbage til stuen. I fjernsynet var et ældre par ved at vælge nyt tapet til deres stue. Kameraet gik tæt på ansigterne. Jack faldt ned ved siden af Connie i sofaen.

“Connie...”

Ægteparret talte nu om en flytning af deres sofa. 

”Du taler - jeg lytter”, sagde Connie. En speaker afbrød. Der var noget seerne kunne vinde, hvis de ringede ind. 

“Jeg har tænkt over det. Hvis jeg ikke får pensionen. SB kan sikkert finde noget til mig, på deltid. Så jeg kan komme ud af systemet”.

“SB? Hun grinede. - Jeg tror ikke jeg ville have lyst til at møde sådan en som dig i en wellnessbutik”. Hun grinede mens hun så videre på tv’et.

“Nej undskyld Jack, men hvad skal du der”?

I udsendelsen blev der klippet til reporteren i det andet hus. Her skulle der nye gardiner i soveværelset. Connie vendte sig og kiggede på Jack med sine grønne øjne. Jack faldt gennem et tomt rum.

“Jack. Det hele er OK. Eller også er det ikke OK. Det er lige meget nu. Jeg kræver ikke noget af dig mere”. Hun skiftede kanal. En mand kom ind ad en dør og så to kvinder, som kyssede. Lyd af et publikum, som skreg af grin. Manden stammede; ”Bu-but wha-what about Joey.” De to kvinder begyndte på en lang forklaring i munden på hinanden.

“Jeg troede, at du ikke kunne leve sammen med en arbejdsløs længere. På grund af dit job. Og fordi du synes at jeg er ved at blive en belastning herhjemme? Og hvad ved jeg? Nu er du ligeglad”?

“Ikke ligeglad. Jeg ønsker det bedste for dig, Jack”. Hun kiggede igen på fjernsynet. “Jeg vil ikke presse dig. Jeg vil give dig... fri”.

Nu gik døren igen op, Joey kom ind, grinede og fortalte en lang historie. De tre andre i sofaen måbede, publikum jublede. “Hvad har du tænkt dig”? spurgte Jack. Hun trak vejret dybt ind og slukkede med remotekontrollen. Så satte hun sig ned på gulvet foran ham, foldede sine hænder i skødet og så op i hans øjne.

“Der er sket noget med dig. Du virker helt... forelsket”, sagde Jack.

Hun så kærligt på ham.

“Næh, men jeg har snart fået nok, Jack. Af jobbet. Jeg starter et nyt kapitel af mit liv. Snart”.

Hun så fjern ud. “Siger du jobbet op? Skal du så gå hjemme”?

Hun mærkede bekymringen i hans stemme.

“Og forstyrre dig i alle dine små rutiner? Nej, Jack”. Hun rejste sig.

“Jeg skal noget helt andet. Men nu går jeg i seng”.

“Vi skulle da tale i aften”?

“Har du noget at sige”?

“Hmm”. Jack kiggede væk.

“Det er det jeg mener, Jack. Jeg venter ikke længere på dig. Gør noget, eller lad være”.

Han var blevet nervøs af samtalen og måtte ud at ryge under stjernerne mens han kiggede over på 400-meters lysinstallationen og de 48 løbebånd med små ivrige nordatlantiske myreskæbner på. Connie og SB troede på ideer, aktivister og bevægelser. De troede hele tiden, at sejren var lige om hjørnet. Jack troede at der kun var den grumme slutning tilbage.

Det eneste han havde at sige til verden, hvis han skulle vælge at sige noget overhovedet, var et langstrakt skrigende råb mod himlen, som ville vare lige så længe som han havde luft i lungerne, og som steg opad mens han langsomt bredte armene ud for at omfavne en tilsyneladende bortrejst, hvid ånd.

Fortsættes..