Resumé: Jack Period bliver fanget af konsulenterne fra I Love My Life Instituttet, men hans læge Birte Bak giver ham en lægeerklæring så han kan tage hjem igen. Til gengæld skal han afprøve et nyt lægemiddel, som gradvist nedsætter mænds sexlyst. Hjemme igen ser han en spammail med en reklame for den samme medicin, og en underlig tekst, som nævner navnet på guitaristen i hans gamle punkband. Jack tager i MegaMall for at handle ind til havefesten samme aften. Shoppingcentrets svingdør og rulletrapper går ud, og der lyder en sirene. Men så er alt tilbage ved det nogenlunde normale igen.

Gæsterne skulle ankomme ved syv-tiden. Connie sad roligt ved havebordet og læste i et notat fra ministeriet. Jack gik forbi hende og opfangede i et kort øjeblik hendes næseryg og næsefløje, formet som operahuset i Sydney, hendes lange hals og den lange eksotiske strandkyst fra halsen ned over skuldrene til de marmorhvide overarme.  Hun var i solbriller og en rød og kort sommerkjole, som viste ganske meget af hendes lange, hjorteagtige ben, som måske, måske ikke, var ved at blive lidt for tynde og knoglede.

Siouxsie stod ved indkørslen og ventede på lyden af biler. Da hun ikke hørte nogen, løb hun ind i haven, tog en glutenfri majschips fra skålen på havebordet og bed et lille hjørne af den. Der var allerede græspletter på hendes hvide shorts. Jack Period stod lidt derfra og stænkede dråber fra en grønflaske med rensebenzin på grillkullene. Frugterne hang tunge og mange på træerne i år. Efter tre ugers kraftigt regnskyl var der nu hedebølge og luftfugtigheden var allerede efter to dage på vej op. solen havde svidet græsset, men der var stadig en slags mættethed i jorden. Vandet stod lige under jordskorpen og afvandingskanalen ude ved ringsvejen var stadig fyldt til randen. 

"Hvornår tænder du? Jeg er sulten!" sagde hans datter, mens hun stillede sig med den ene hånd på hoften midt i havegangen med front mod vejen. Hun havde vundet højde det seneste år, og det lange hår gav hende et mere voksent udseende. Som 10-årig måtte man være om sig, især når der ankom drenge på 13. Nu rullede SB og Veas MPV op foran haven. Det var et sort køretøj som lignede en flyvemaskine uden vinger. Skydedørende gled op med en dæmpet lyd. De hvidhårede trillingedrenge - en af dem med en Playstation i armene -  løb ind i haven og forbi på begge sider af Siouxsie, som vendte sig, tøvede et sekund og løb efter dem.

Vea kom med to bakker jordbær i hænderne. Hendes hvide kjole fremhævede al sommerens sol i Skagen. De naturlige krøller i hendes hår, som hang løst til skuldrene, havde skiftet farve fra det normale korngule til hvidt. Hendes nøgne arme, halsen og det øverste af brystet var nøddebrunt. Hun gik og talte sagte med sig selv med de sortbrune øjne stift rettet mod de mørkerøde bær ...ikke jordbær på kjolen, ikke jordbær på kjolen... Hej Jack din snuskebasse, og Connie!”

“Vea!” 

De hvinede begge to. Connie smed sit notat fra sig og vippede solbrillerne op, så man kunne se et lille mærke fra dem på hendes italiensk designede næsefløje. Hun rejste sig og de omfavnede hinanden med fuld kropskontakt og hovederne begravet i hinandens hårlokker.

SB kom ind nu, med hænderne i lommerne på sine bløde, khakifarvede trekkingshorts. Hans blanke isse var også let solbrun, den stod godt til den sorte langærmede t-shirt. På brystet stod der ‘69‘ til støtte for de unge autonome, der var blevet smidt ud af deres ungdomshus. Han gik hen til grillen og tog imod den kolde dåseøl, som Jack uden et ord rakte ud til ham.

Han stillede sig tæt på Jack og kiggede på de orange flammer. Lidt for tæt, syntes Jack, men det var et gammelt tema imellem de to.

“Har du talt med Connie om Balachandra - og hans hus i Sverige? Pigerne skal derover igen på torsdag. Men det ved du vel”, sagde SB endelig.

“Mmm”. Jack smurte aubergineskiver i et fad med olivenolie og hvidløg. Pigerne havde begge taget to dage fri. Torsdag ville de tage afsted til et hemmeligt hus i Sverige - enten i Jeepen eller i den sorte glinsende maskine - som genboen Verner netop nu gik rundt om, knælede ned og kiggende ind under. De ville tage hvide kåber på, bede til deres Gud og udføre magiske kunster efter forskrifterne i en gammel bog. Forresten ville de nok tage jeepen. Jack ville ikke savne den, han havde ikke kørekort. 

“Jeg tænker bare, at de bruger mere og mere tid på det. Jeg vidste slet ikke at det var Bala, som kørte de kurser. Vea fortalte det i går”. 

“Lidt hvid magi kan man vel altid bruge”, sagde Jack.

Ude til venstre i Jacks synsfelt bølgede nogle lange farvede gevandter. Et forældrepar og deres to børn fra Håbets Skole forsøgte at få deres cykler forbi Jeepen og Siouxsies ladcykel i indkørslen. De var alle fire klædt i haremsbukser, skjorte eller sari. De røde lyseblå og orange farver stod godt til sensommerhaven. Jack hjalp dem med at bakse cyklerne ind.

“Bengt og Susanne? Jeg kan godt huske jeres unger fra skolen. Velkommen”, sagde Jack, ikke helt sikker på navnene, men alligevel glad for, at Connie havde inviteret dem. De var kommet hjem fra Indien for en uge siden.

“Vi var Golden City. Det var helt fantastisk, jeg kan stadig ikke rigtig finde ud af at være i Danmark”, sagde manden, som rettede sit navn til Tommy, og hans kones navn til Silke. Tommy og Silke. Børnene stod med deres cykelhjelme på og kiggede mistænksomt ind i haven.

SB stillede sig hen foran Jack og så op i hans ansigt. 

“Periods. Jack. Kan du ikke tænke over det igen? Vores revival? Jeg ved godt det bliver uden Steen og David”. SB begyndte at spille luftbas og dunkede sin blanke isse frem og tilbage. “Men vi to, vi kan gøre det! Har du hørt vores musik for nylig?” 

“Jeg hører det aldrig, SB. Aldrig.”

“Er du klar over, at de unge digger vores plade? De skriver om os på Myspace? Der er nogen der har lagt et kassettebånd ud fra vores koncert i Thisted. Vores single koster 1000 kroner på eBay! Det er os, de vil ha’ for helvede”. SB bukkede sig ned, knyttede hænderne og begyndte han at nynne noget af B-stykket til “Verden gik under”.

“Hallo? Jack?”

Jack vendte sig og så en slank kvinde i sort kjole og pink håndtaske stå lige bag ham. 

“Du må være Jack, ikke?”

Hun rakte hånden frem. 

“Øh jo. Og du må være Ignalina”. 

Jack huskede at Connie også havde inviteret Ignalina Rozen, som var latterkonsulent i SB’s butikskæde, Health and Wellness. Hun var også den nye deltager på Balachandrakurserne, og endelig, havde Connie fortalt, havde hun været “Groupie Number One” i de gamle Periods-dage. Det huskede han intet om.

“Hun var helt sindsyngt vild med jer, og rejste rundt for at se ALLE koncerter, sammen med sit pigeslæng”, sagde Connie en aften over middagen - hvor Siouxsie havde forladt bordet for at skrive i sin dagbog på sit værelse. 

“Desuden er hun bare SÅ sød, og vi har det SÅ godt sammen på kurset....” hvorefter Connie var begyndt at fortælle om Den Hvide Orden.

“Hallo? Slipper du min hånd?”

Jack var faldet lidt hen, men så nu Ignalina foran sig igen, pimpet diskret op i en stil der mindede ham om nummeret "'Sheena was a punkrocker”. Sortfarvet hår, hvidbleg hud, bred øjensminke og meget rød læbestift. Det klædte hende. Hun kiggede direkte i hans øjne. Han kunne imidlertid ikke levere den genkendelse, hendes øjne efterspurgte, og hun fortsatte ind i haven, hvor man kunne høre brudstykker af SB’s stemme. - Simple Living… stinkedyrt… konen på overarb.... 

Jack så igen på Ignalinas aflange, unge ansigt og den let buttede hage, da hun omfavnede dem derinde - en smule mere afmålt end Vea. Siouxsie flagrede frem og tilbage mellem gæsterne og de tre drenge, pludselig tæt på, og så i pilefart efter dem, op i pæretræet. Vea kaldte på trillingerne. 

“Kan I ikke vise Connie og Ignalina, hvad I har lært i jeres temauge?” 

De tre drenge stillede sig modvilligt op på række. Malte fremsagde navnene på kroppens chakraer, mens Marcus udpegede dem på Matthias krop med nogle alt for kraftige slag, som fik drengen til at krympe sig.

“Marcus, hold op! Vær nu seriøs, ikke. Kan i også lave en..” Vea hviskede til dem.

“Ignalina, læg dig herned på tæppet, nu bliver du healet”, fortsatte hun. Igen førte Malthe ordet, mens han guidede Ignalina gennem en simpel healing, og de to brødre, tavst og uudgrundeligt neutrale i deres ansigtsudtryk, udførte håndspålæggelserne.

“Fantastisk!” udbrød Connie. “Tak drenge!”

Selskabet gik til bords mens august-solen blev lavere og dybere i farven. Alt løvet hang endnu frodigt men mæt af vækst og blomstring, rede til at gå ind i sæsonen for skrumpning og død. Samtalerne over bordet handlede om chakraer, gode skoler, gode stålkøleskabe og sommerens ferier. Den handlede ikke om Jacks aktivering, eller om resultatet før skat i SB’s firma, eller om politik. Tommys øjne var som små lygter i det faldende lys. Hans kone betragtede ham med støtte og indføling.

“Jeg er helt med på at det sviner. Men selvfølgelig fløj vi! Altså, hvordan skulle man ellers komme i ashram? Det vi har fået med hjem, det må vi give videre i kredsløbet ikke, det er jo en stor renselse. Mentalt og fysisk.”

“Jo, og vi kørte da også i hestekærre dernede, da vi skulle ud til Golden City. Med rigtige indere. De var så vilde med Jonas og Liv! De trak kærlighed til os, som magneter nærmest”, sagde Silke.

“Og alle vi mødte havde den der umiddelbare forståelse for noget højere. Alle dyrker det guddommelige som en hverdagsting. I hvert fald sydpå. Det skulle være meget mere vestligt og materialistisk i det nordlige Indien idag...”

“Ah, der vil jeg hen”, mumlede Jack, som sad og skar i et stykke træ lidt fra bordet. De andre  drejede hovederne i det tiltagende mørke. 

“Hey Jack.... du forstår vist ikke helt hvad Tommy mener.”

“Nej sikkert ikke. Jeg mener bare... toiletter, asfalterede veje, butikker med varer i. Den slags.”

“Men vi var på en åndelig rejse. Det er nok forskellen. Og i Golden City er der meget fine forhold, Jack. Lige noget for dig. Som et firestjernet hotel nærmest, med swimmingpool,” smilede Silke.

Jack rejste sig for at hente kaffe, og så han igen Verners silhuet stå ubevægelig på den anden side af vejen. De betragtede hinandens kroppe gennem hækkene, uden at kunne få øjenkontakt. Inde i stuen havde SB-drengene trukket gardinerne for. Kun fjernsynet var tændt. De lå og sad på gulvet i  deres lange baggypants og ansigterne var skjulte inde i de hætterne på deres sorte hood-trøjer. De stirrede på tv-skærmen mens fingrene dansede på deres gamepads. Historien går ud på at følge en sort amerikaner som er blevet løsladt fra fængslet, og kører rundt i en forstad til Los Angeles. Til et lydspor med firsermusik og amerikansk lokalradio styrer drengene ham rundt i infrastrukturen, han går ud foran en bil som standser, hvorefter han hiver chaufføren ud, slår ham ned og stjæler bilen. De styrer bilen op på fortovet og mejer fodgængerne ned. Kører ind i en lygtepæl, hvorefter en ny bilist bliver slået ned og får stjålet sin bil. 

Jack satte en vinylplade på anlægget og drejede højttalerne ud ad vinduerne. “Neighbourhood Threat” med Iggy Pop banede sig vej gennem haven og i retning af genboen. “Down where your paint is cracking - look down your backstairs buddy..” 

Han tog også flasken med cognac, satte den på bakken med stempelkaffe og kopper. Noget af deres musik havde været som salmer ved en bisættelse. Mindesmærker for verden. Når den overstyrede og forvrængede lyd rejste sig som en skærsild, blev nogle frelst af krystallernes klange, andre spyttet sjælløse tilbage. Uigennemtrængelige og kantede flader af lyd, som gled ind over og væk fra hinanden i et urmønster, indlejret i kroppen, udecifrerbart af hjernen. Højabstrakt elektriske arkitektur, mesterværker som rejste sig af intet, muterende blomstermarker og dyr af metal, som talte i et sprog mennesket altid har kendt, men ikke kan huske.

I havestuen, ingenmandslandet mellem selskabet og de unge i stuen, stødte han ind i Ignalina.

“Ups!” hviskede hun, med ansigtet helt tæt på hans. Hun smilede, slog øjnene ned, og gik tæt forbi ham. Med et sekunds forsinkelse dukkede billedet af hendes ansigt frem fra et sted langt nede i Jacks hukommelse. Nu huskede han hendes yngre og hvidsminkede ansigt, indrammet af sort og orange pagehår med spidser, der pegede fremad. Fra en koncert, en nat på Krasnapolsky, en herskabsstue med gamle bronzekontakter og stukengle i loftet, som de havde overmalet med graffitti og smidt nogle madrasser ind i.

Hun var en af de kvinder, som stadig kunne se ung ud, stadig kunne skabe forbindelsestrådene til den fase, hvor sjælene sprækker som behårede sommerfulgelarver og de spinkle og sarte bevingede skønheder vælter ud, falder, hager sig fast, kravler blinde rundt og bliver spist, eller formår at flyve én gang gemmen universet, drikke nektaren og dø lykkelige.

Lidt mindre sul på kinderne og halsen havde hun måske. Og håret var strøget fladt tilbage og samlet i nakken. I haven havde de tændt fakler og bloklys.

Han tog cognak-flasken med hen til bålet, stænkede nogle dråber ud over kullene og drak en slurk af flasken. SB var fulgt efter ham.

“Du render frem og tilbage, for at undgå os.”

Jack sang med på stroferne fra anlægget som for at hjælpe dem på vej ud gennem selskabet ved havebordet, under frugttræernes lave grene og ud over plænen, hvor der var plads til at stige op mod den tydelige mælkevej over Verners tagryg;  “..And your so surprised he didnt run to - catch your ass - everybody allways want to - kiss your trash”. De satte sig på to af kampestenene rundt om ildstedet. Jack nævnte, at han så SB og Ignalina inde i byen nogle dage forinden.

”Jeg ser Ignalina Rozen en gang imellem.”

”Du knepper hende en gang imellem?” Han kiggede op. 

”Måske gør jeg, måske gør jeg ikke. Det kunne godt være historien om panikalder og selvbekræftelse og alt det. Og for hendes vedkommende faderfigur, tryghed og så videre.” 

”Og så dumper du hende når hun er blevet rigtig glad for dig.”

”Er det altid dem, det er synd for? Måske vil hun bearbejde en fase i sit liv ved at gå i seng med mig. En fase, som hun også kunne have bearbejdet hos en psykolog. Men så havde psykologen fået en masse penge, og jeg havde ikke fået noget fisse.” Han grinte højt. 

”Jack, du skal ikke tro at der kun findes den der udbytningsfilosofi.”

”OK, du har styr på det, SB. Men hvis det ikke kradser, så er det ikke sjovt. Og hvis det kradser, så kan det også fokke totalt op. En af jer kan blive jaloux. Begynde at gå med kniv. Leje detektiver. Du kan få lyst til at klippe alt hendes tøj i bitte små stykker.” 

”Du lever i din egen verden, Jack.”

”Og Vea?” 

”Tja, Ignalina tager til Skåne med Vea og Connie for at lave mirakler. Hun kan gå hen og blive deres veninde, Jack.”

De så ned i deres øl et stykke tid.

“Jeg skal lige høre, SB. Du talte om F1. Hvad er det?”

“I har jo hus, Jack. Har Connie ikke lavet rentetilpasning? Ellers snyder I jer selv.”

Fra deres pladser kunne de se havebordet i det andet hjørne hvor Connie, Vea og Ignalina delte en bænk og holdt hinandens hænder mens de var i dyb samtale. Det orange par puttede deres børn, der ligesom Siouxsie blev lagt rundt omkring i haven, så deres hvide hår stak ud i den ene ende af soveposerne.

“Jack og jeg vil godt vide, hvad vi går glip af på tirsdag, når I skal op til Mesteren”, råbte SB til kvinderne.

“Hvis du vil vide mere, må du komme herhen”, sagde Connie. SB kiggede på Jack og hævede øjenbrynene med en sarkatisk mine. Han gik langsomt hen imod de tre kvinder.

Jack blev stående et øjeblik, drak lidt, stænkede på bålet og fulgte så efter.

Fortsættes...