Lyden af de to par gummisåle holdt inde lige over ham.

“Sidder du dernede og smøger den, Jack?" sagde den ene stemme.

De grinede imens de åbnede lemmen. To mænd stod og kiggede ned på ham med hænderne i siden. De lignede parkeringsvagter eller togkontrollører. Den ene var lang og tynd, med firkantet hår og gullig hud. Den anden ,som var kortere, rødmosset og med runde gøglerøjne bøjede sig ned for at tage fat i Jacks arm.

“Nå, vi skal til lægen Jack? Skidtmads? Du skulle ellers have fortalt os noget fra dit eget liv i dag. Ligesom Arne. Han kom i morges med fire alufælge. Hvad siger du? Fire alufælge!”

Jack rejste sig fra sækkene med biodynamiske kartofler, som de fik bragt ud hver anden måned fra en gård. Han samlede sit cigaretskod op fra betongulvet og forsøgte at suge det i gang igen.

“Lad os få det overstået”.

De kendte alle tre turen til Birte Baks lægekonsultation, som lå over isenkræmmeren i butikscenteret. Jack lå halvt ned på det lille bagsæde med sit underlige firsernavn og en alt for slidt læderjakke, der var lige så gammel.

Jan parkerede. Jack begyndte udstigningen ved at stikke sine lange ben ud først, og dukke hovedet, så det kunne komme igennem den lille døråbning. I et slags eskorteret samvær slentrede de op på førstesalen og satte  sig i venteværelset. Birger med de bedrøvede øjne sad og pillede ved sit lille guldkors for enden af en halskæde. Efter et stykke tid tog han korset, og rensede mellemrummet mellem sine fortænder med det.

“Det må være ydmygende for dig Jack. Stadig for stolt til at tage imod. Stadig låst fast i gamle mønstre”.
Han talte omhyggeligt, som om ordene var nye for ham selv.
“Fok dig, Birger”.
“Hvor mange gange har du lavet det her nummer for os, Jack? Afbrudt kontaktforløb? Fire gange? Og hvor længe har du været hos os?”
“42 dage. 18 dage tilbage”.
“Jeg vil godt fortælle dig en lille historie, Jack”.
Birger bøjede sig frem med armene på sine knæ.
“Nej, det vil du ikke, Birger. Om lidt siger lægen at jeg ikke fejler noget, og så kører I mig ud på instituttet, og jeg har min potte med, fordi vi skal sidde i rundkreds i dag og snakke om vigtige vendepunkter i vores liv, og så skider jeg i potten, Birger. Og bagefter går jeg. For jeg skal købe ind og hente Siouxsie”.

Birger kiggede ned. Der sad noget hvidt stads på korset. Han tørrede det af i sine bukser.
“Period. Dit gamle kunstnernavn. Jeg kan godt huske jer. ”Verden gik under i ’79” med The Periods. Du kan ikke have været ret gammel. Var du 16 år”?
“Du overtræder nogle regler nu, Birger”.
Jack talte sagte. Han ville ikke forstyrre de andre i venteværelset. Et barn og en mor, som havde smilet til ham.
“I var store i nogle år. Og så gik det hele langsomt i stå. Nogle døde, andre blev alkoholikere og stofmisbrugere, men de fleste skiftede tøjet ud og fik sig et job eller en uddannelse. Og så er der dig, Jack. Intet arbejde i 23 år. Og du er stolt af det. går du efter pensionen nu?
“Birger, for helvede”.
“Ja-ja. Jeg er jo yngre end dig. Vi var nok ikke så dybe og smertensfulde. Eller oppe på barrikaderne. Var du også med til at besætte huse og sådan noget?
“Hør lige her”. Jack stak hovedet hen mod Birger og talte til ham gennem tænderne.
“I vil have mig til at arbejde. I truer med at tage mine penge fra mig. I siger at jeg skal lære at elske mig selv. Men jeg jo syg, for helvede! Fatter du det? I ved INTET om tinnitus. Ingen ved en skid om hvordan det er at være herinde!”
Jack bankede på sit kranie med fingerknoerne. I det samme kom Birte Bak ud i venteværelset, hun smilede og spredte armene, for at tage imod ham.
“Jack min skat! Hvad fejler du i dag? Og du har to betjente med i dag, goddag de herrer, vil I være venlige at vente herude..”
Birger afbrød:
“Jack har meldt sig syg i dag, men vi fandt ham mens han sad og røg smøger nede i en krybekælder. Det er en paragraf 12...”

Inde i konsultationen hostede Jack og forklarede om sine hovedsmerter. Og hyletonerne. Lægen kiggede på sin skærm. Oplysningerne om Jack blev reflekteret i hendes brilleglas.

“Jack, har du taget de tabletter, jeg gav dig i sidste uge? Azrinoltesten”?

“Øh, nej. Det er vist ikke noget for mig, Birte”.

“Du skal jo bare tage dem i fire dage, Jack. Og udfylde spørgeskemaet. Jeg har brug for den test, Jack. Du lovede mig.”

“OK. Den tjeneste vil jeg gerne gøre for dig Birte”, sagde han demonstrativt og kiggede direkte på hende med hævede øjenbryn. Hun smilede diskret og så igen i skærmen.
“OK, jeg checker dig lige en gang til”. Birte Bak gik hen til ham, løftede hans venstre og højre øjenlåg og pegede med sin lille lygte ind på det hvide, fiskeagtige øjenkød.
“Du skal vist hjem og holde dig i ro. Hun gik tilbage til computeren og talte mens hun tatede ind:
“Tinnitus-relateret stress. Overanstrengelse. Risiko for tilbagefald”. Hun trykkede på ENTER, så den lille recept-printer begyndte at tikke.
“Vi tales ved Jack, og hils Connie, ikke. Hold jer friske!”

Jack gik selv hjem. Jan og Birger havde ønsket ham god bedring og var forsvundet i trafikken. Hjemme i køkkenet opdagede han, at Connie havde købt en flaske cubansk rom. Men at drikke havde aldrig været hans stærke side.
“Hvis du så bare var dranker eller hashvrag, Jack. Men du er bare gået i stå”, sagde Connie en gang til ham.
Han gik i træsko ud til metalpostkassen, hvor deres navne var malet med lilla maling. Vind og vejr havde slettet nogle af bogstaverne, så der stod
onnie
Sio xsi
ack.
Forneden havde Connie limet “Period Madsen” fast med små sorte bogstaver.

“De skulle nu tage og skifte den gamle postkasse ud. Jeg ved ikke hvad det ligner, Period,” råbte Verner til ham på villavejen. Han stod i sin indkørsel med en avis i hånden. Jack sendte en hilsen tilbage i form af en hævet fuckfinger, som han viste over sin skulder med ryggen til ham. Verner mindede ham stadigvæk om et eller andet, dunkelt.

I postkassen lå det længe ventede amerikanske tegeneseriemagasin Dustbin Dead, indpakket i plastik. Desuden en kvadratisk Air Mail kuvert i CD-størrelse. Det lignede postordre. Måske var det en gratis vareprøve, en CD med afslapningsmusik eller et fancy rejsekatalog.
Jack tændte for Connies arbejdscomputer og loggede ind på sin egen mailkonto. Ingenting, bortset fra en mail med titlen ‘Low Price Azrinol’.  De samme piller, som Birte Bak ville have ham til at teste. I mailen fortalte Mr. Peters fra Ohio hvordan Azrinol havde frigjort hans tanker og givet ham mere energi. Han optrådte med større naturlighed i samvær med andre. Og hans ægteskab var blevet til et “kærligt og kammeratligt venskab for resten af livet”.

For tre uger siden havde Birte Bak stukket en pilleæske og en folder i hånden på ham.
“Dette her, Jack, er et helt nyt præparat, som jeg er med til at teste”, sagde hun og kiggede på ham over sin sine smalle, røde briller.
“Disse piller nedsætter lysten til sex, Jack. De er allerede på det sorte marked, og jeg samarbejder med medicinalfirmaet KOTAX, så vi kan gøre dem receptpligtige. Mange mænd og kvinder har problemer med sexlysten. De tænker langt mere på sex, end de rent faktisk dyrker sex. Kender du det?”
“Øh. Nej. Jeg tænker faktisk aldrig på sex”, havde han sagt.
Han havde skrevet under på nogle papirer, og lovet hende at tage pillerne i to uger. Til gengæld ville hun henvise ham til en ny specialist i tinnitus. Det der med den selektive hørelse ville hun gerne have undersøgt en gang til, og dermed kunne hans pensionsansøgning blive genoptaget.

I bunden af spam-mailen, efter Mr. Peters beretning, fik Jack øje på nogle ekstra linier:
“..beside the decapitated corpse stood the professor of forensic medicine David Dung, the pathological anatomist and his dissector, a few detectives in permasuits, and Mikhail Alexandrovich’s deputy as chairman of KOTAX, the writer Zheldybin kneeling as in front of af Buddha, summoned by telephone from the bedside of his sick wife. A car had been sent for Zheldybin and had first taken him and the...”

David Dung. Hans ven SB havde en gang fortalt ham, at de fleste spam-mails var forsynet med nogle tekstlinier i bunden, som var anbragt der for at snyde spam-detektorerne. Det var oftest et afsnit fra en eller anden bog, som var klippet ind i mailen. Sjovt at teksten nævnte navnet David Dung. Samme navn som guitaristen i The Periods.  David forsvandt pludseligt, da The Periods var på toppen. De havde netop udgivet deres EP og var blevet hyret til Hultsfred Festivalen. Der kunne ikke være mange mennesker i verden, som hed David Dung. Han studsede også over, at der stod KOTAX i teksten. Det firma, som var ved at føre Azrinol ud på det lovlige marked.

Han lukkede computeren ned, lagde sig på sofaen og faldt i dyb søvn. Klokken fem vågnede han ved at Siouxsie kom løbende ind i stuen. Hun var blevet kørt hjem fra fritidsklubben sammen med en veninde fra klassen.
“Far! gæsterne kommer om to timer! Hvad tror du Connie siger. Hallo far, verden kalder!”

Mens han tog et bad besluttede han sig for at tage Birtes piller. Ude i køkkenet fandt han Connies reservekreditkort i en metalkasse. Der var kun 500 meter over til Megamalls slebne granittrappe, som førte op til den røgfarvede glasfacade og svingdøren med plads til i alt 80 mennesker i de fire sektioner, som langsomt drejede kunderne ind og ud. Over ham tårnede butikscenteret sig op i sandsten. Det var opført for nylig helt ude på kanten af storbyen. De otte etager høje og vinduesløse mure knejsede lige ud til det fredede område, den store og kunstigt anlagte, inddæmmede og meget flade strandeng, som strakte sig kilometer efter kilometer mod vest.

Han hilste på vagtmanden Simon, bredskuldret, dansk-armensk med sorte velplejede skægstubbe, som stod og kiggede op i centrets lofter. Alt lyset stod og blinkede. De mange tusinde spots, butikkernes lysstofrør, de store neonlyskasser bygget ind i marmorvæggene, de nedsænkede lyskæder i gulvene, alt stod og glimtede i korte, urytmiske intervaller.
“Det har jeg sgu aldrig set før”, sagde han bare.

Lyset vendte tilbage til normal og Jack gik ned gennem butiksarkaden med de seks meter høje butiksfacader, afbrudt af hyggekroge med store sækkestole slynget tilfædigt ud på de glatte flisegulv. I kiosken købtre han to pakker smøger og så på avisforsiderne. På flere af dem stirrede en en gal mand med fuldskæg ud på ham. “MUHAMMEDS HÆVNBRIGADE PÅ VEJ TIL DANMARK”.

Han fandt en supersize indkøbsvogn og rullede ind i CargoStore. Der var 400 meter ned til de friske madvarer og han cruisede mellem undertøj, kajakker og dobbeltsenge og holdt øje med nedsatte varer. For eksempel dampstrygejernet af mærket Laval Ultragliss Diffusion 800, nu var prisen faldet fra 179,95 til 129,95. I en passage med morgenmadsprodukter på hylderne til begge sider spærrede han vejen for en ung pige i CargoStore-uniform. Hun havde store sorte øjne og et tørklæde om ansigtet.
“I går kostede det strygejern 179,95? I sætter jo hele tiden priserne ned?”

“Vi bliver nødt til at følge med. Det ændrer sig hele tiden nu. Jeg kan ikke love, at prisen holder” sagde pigen. Han faldt i staver ved hendes store sorte øjne, som åbnede sig og åbnede sig og pressede skiltene og hylderne og gryderne og det grønlige lys fra lysstofrørene længere og længere ud i kanten af hans synsfelt. Også lydene forsvandt, han forestillede sig store lastbiler med med tyvefods containere som bakkede hen til ramperne i forstædernes erhvervsområder. Det var nat men frisører i bøddeldragter og polske arbejdere stod klar for at læsse af, overvåget af key account managers og kvalitetskonsulenter inde bag nogle glasruder. De nordatlantiske blegnæb i stramme sorte jakkesæt stod og hviskede til hinanden og et andet sted i byen gik en flok vrede arabere amok og brændte biler og dannebrog af imens nattoget fra Prag over Hamborg rullede ind på Hovedbanegården, og velklædte, uledsagede børn fra Kina steg ud af vognene med små kufferter og nye mobiltelefoner i lommen. Masserne tumlede afsted med offentlige transportmidler og langsomst steg deres mumlen til forsigtige, taktfaste råb. En ældre kvinde med et dybt forurettet blik kom på tv og fremsatte krav om overvågning, udvisning, aktivering, nedskydning. Men om aftenen var der EM i håndbold. Belastningen på aflytningsnettet faldt. De polske trukcførere startede ders maskiner og begyndte at rulle alt-i-et spabade op i lastvogne, som om natten fødte regionens drive-in superstores med nye varer, samtidig med at grafikere, salgsasistenter, marketingkonsulenter og mediebureauer lagde sidste hånd på kampagnen. Et sted langt væk fortsatte bombeangrebene, oversvømmelserne, menneskehandelen og torturen, og Jack gik tilbage og lagde strygejernet ned i vognen. Efter få minutter havde det fået selskab af en Keramiz aromaterapeutisk showermousse, to liter Jan og Bentes gårdmælk og en dåse Officer torskelever. Så trak han indkøbsseddelen op af lommen og kørte målrettet efter varerne til festen. Ved kassen kørte han Connies kreditkort igennem og gik igen ud på den brede marmorbelagte handelsgade.

En alarm gik i gang et sted, uden at det tilsyneladende anfægtede nogen. Den høje sirenelyd fortsatte i fem minutter, og stoppede så uden videre.  Megamall var med 145 butikker Nordeuropas største center og  bygget efter principperne for “passiv brandsikkerhed”.  Kæmpekonstruktionen ville relativt hurtigt falde sammen i tilfælde af brand eller eksplosion. På mindre end en time ville varmeudviklingen sprænge de store otte-etagers glasfacader og de de indre bærende konstuktioner smelte og knække, så de fire forskudte planer på hver 12.000 kvadratmeter ville gå i knæ og kollapse i store, dumpe brag, som tordenbrag afspillet i slow motion. Tusindvis af shoppere fanget i et inferno af flammer, støv og flyvende glassplinter. Den manglende brandsikring mellem butikker, etager og trapper havde gjort byggeriet billigere, til gengæld skulle flere hundrede nødudgange, automatiske døre og glasfacader på drejeskinner sørge for at en total og hurtig evakuering. Faktisk skulle op til 15.000 mennesker kunne stå ude på gaden på mindre en otte minutter- Sagde Simon.

Jack skulle til at forlade MegaMall gennem svingdøren. Men den var standset. Simon havde åbnet glasmontren, som var bygget rundt om svingdørenes akse. En ung sorthåret mand som var smurt ind i sololie og i bar overkrop stod og trippede for at komme derind. Han havde et par meget tætsiddende, hvide denimbukser på, og var klar til at posere og reklamere for PROFEIN modebutikken på anden sal. Han hoppede dering og begyndte at danse til musikken fra de indbyggede gulvhøjttalere. Simon trykke på en knap og fik svingdørene til at køre igen. Men så snart vingarealerne var fyldt med utålmodige kunder igen, standsede den med et ryk, den unge fyr blev kastet ind i glasvæggen og to kvinder med ravkæder, som kørte på invalidescootere, bragede lige ind i en af glasvingerne og begyndte at jamre. Folkene i den cirkelrunde indgangskarussel var lukket inde og skottede nervøst ind i centreet og ud på forpladsen. “Sådan noget lort!” sagde Simon mens han baksede med en nøgle i betjeningspanelet på marmorvæggen. Svingdøren begyndte at køre igen.

Fortsættes...