Her bringes romanføljetonen 'Shelter' af C.F. Gray. Du kan skrive ideer og kommentarer under hvert kapitel. Og smuglæse lidt af næste kapitel inden det kommer i Ørestad Avis.

Mobiltelefonen på natbordet begyndte at spille "Evidence" med Art Blakey. Telefonen vibrerede og drejede elegant rundt om sin egen akse. Jack åbnede øjnene og så lige ud af vinduet op i en blå himmel med højtliggende skystriber. I hyldetræet sad en gråspurv og afsendte høje, monotone alarmsignaler. PEEP PEEP PEEP.  Han så lidt på gråspurven imens ringetonen standsede. Den advarede de andre. Skaderne var på rov.

Så begyndte mobiltelefonen igen. Jack trykkede på svarknappen.

"Hmm?"

"Jack? Er det dig? Du har et problem! De er alle sammen kommet. Vi kan ikke vente på dig længere..."

I øret hørte han Fahrouks bekymrede stemme.

"Du skal have to ting med, husker du? Som har haft stor betydning for dit liv? Alle har noget med og vi mangler kun dig.."

"Er de kørt ud efter mig?" spurgte Jack i et neutralt leje.

Han tænkte på Birger og Karsten, som afhentede kursisterne på bopælen i en lille grøn bil med "I Love My Life" logoet på siderne, hvis man ikke var mødt frem. Gråspurven beepede som en afsindig nu.

"Nej. Tror ikke de kørt! Men kan ikke være så længe før! Jack, for fand, du kan blive sat tilbage, hvis ikke du kommer. Og du er så tæt på den fårking pension."

Der blev stille i hyldetræet. Skaden havde fået, hvad den kom efter. Den skød op over hækken i en elegant bue med et eller andet i næbbet.

"Jeg er syg i dag. Bare sig det videre, Fahrouk... syg."

"OK, Jack, jeg synes bare du skal vide. Men vi ses mand. Hey du."

Jack Period, den 42-årige ex-forsanger i The Periods - af alle i miljøet kendt som "Kongen" -  som engang spillede fast i Saltlageret, som udgav fire singler, og som gik i opløsning fordi trommeslageren Finn døde -  havde nu officielt titel som tinnitusramt pensionsansøger og de var mødepligt også til denne dags seance på "I Love My Life Instituttet". Idag skulle de fremvise ”en ting eller en historie som symboliserer noget vigtigt i dit liv”, som deres team-coach havde sagt i sidste uge. Han lod hånden med mobilen falde ned i dynen og kiggede videre på de rolige, højtliggende skystriber. Lyden af morgentrafikkens konstante, hvæsende strøm begyndte som om han havde trykket på en kontakt. Den havde været der hele tiden, men en af fordelene ved mildere former for tinnitus er selektiv hørelse. Den konstante hvæsen kom fra et sted oppe over huset. Som en bølge, som aldrig trak sig tilbage fra stranden, men i al evighed brækkede over og slog ned i sandet, og for altid simpelthen var dette slag ned i sandet.

"Hvem var det?"

Connie lå med ryggen til ham i sin side af sengen, og talte til ham uden at vende sig.

"Ikke noget vigtigt", sagde Jack.

"Skylder du nogen penge igen?"

Hans kæreste gennem 16 år stod lydløst ud af sengen og tog sin t-shirt af.

"Siouxsie skal i Templet i dag", sagde hun med blusen over ansigtet og blottede mave og bryster.

"Er du for syg til at følge hende? Jeg har nemlig en meget travl dag. Jeg vil godt af sted."

Hun gik ud til badeværelset og tændte for vandet. Spurvene strøg frem og tilbage ud for vinduet, parrede sig ufortrødent videre, klækkede nye unger, byggede rederne op igen. Lidt som man forventede af deltagerne på "I Love My Life" Instituttet. Arbejdsprøvning. Personlig udvikling. Tale dem efter munden, og fortælle om ting, "som symboliserer en vigtig hændelse i mit liv". Og måske, med lidt held og gode hvæselydrådgivere, kunne han få sin gråspurvepension.

"Er det mandag?" spurgte han ud i luften.

Men Connie var gået ind for at vække Siouxsie på hendes værelse. Han kunne høre at hun tændte for mantramusikken. Nu ville hun sætte sig på sengekanten og vække deres datter med blide strøg, som kaldte hendes sjæl ned til jorden. Jack drejede sig ud af sengen og rakte ud efter tøjet fra igår, fik det rodet sammen på sin slanke krop, som så veltrænet ud, men aldrig havde været det, og gik sin faste rute ud til havestuen for at tænde en cigaret, samtidig med at han åbnede yderdøren. Røgen fra cigaretten blandede sig med en tung morgendug, som solen var igang med at fordampe. Hvis de hentede ham, var der jo også problemet med den livsbetydende genstand. Han havde ikke fundet på noget, der kunne symbolisere hans livsmål eller arbejdsglæde. De andre på holdet kom med strikketøj, gamle fiskestænger, klassefotos, lommeure, gamle kassettebåndoptagere og lasede danske noveller. Deres foredrag havde været stammende, korte og lavmælte. "Og hvordan har du det, når du strikker, Dorthe?" spurgte teamcoachen. Jack var godt klar over, at de skulle lære at nyde disse stunder. Langtidsledige har ofte svært ved at slappe af. Når de havde lært afslapningens kunst, skulle de lære at bestille noget, det var planen.

Han mødte Siouxsie i stuen, hun gryntede et g'morn med tjavset hår og hvid natkjole, hun var en langsom starter ligesom sin far.  De arbejde som i trance i køkkenet, hun tog en skål frem og hældte mysli og rismælk op. Jack malede kaffe og satte den over imens radioen fortalte at der var gul zone. Terrorist-trussel let forhøjet. Skærpet sikkerhed ved lufthavnen, banegården og på indfaldsvejene. Hans land var med i koalitionen. Siouxsie begyndte at nynne.

"Har du set de hvide sarier, jeg hentede fra vaskeriet i går?"
Connies stemme skar sig igennem radioens pludren. Hun stod bag dem og talte kontrolleret, men med spændte halsmuskler.

"Næh, men jeg har lige brugt det sidste kaffe."

"Altså hold nu kæft, Jack, jeg skal bruge de dragter i morgen, og de lå lige her i går! Og dér er de jo... Din store id-i-ot! Du har smidt dem i vasketøjskurven! Selv om de var rene og strøget..."

Hun samlede sarierne sammen og pakkede dem i en taske, derefter knælede ned foran Siouxsie og hviskede til hende, så Jack ikke kunne høre, hvad hun sagde.

"Og Jack. Hun rejste sig. "Husk vi får gæster i aften. Der skal købes ind."

Med nøgler, taske og tørklæde omkring sig småløb Connie ned til sin Cherokee, som startede med en dyb brummen.
Far og datter genoptog morgenritualerne. Jack tænkte på en gammel LP med Crass eller Cords. Eller guitaren, som lå under sengen. Eller The Periods første single, som SB havde 340 eksemplarer af i sin reol i stuen. Han brugte dem som firmagaver i sin Wellness-butik.
Kunne man tage den med på instituttet? Nej, det var ikke så vigtigt længere.

I nat havde han drømt om den knallert, han fik da han blev 15 år, kussetransporteren, Suzukien. Den blev efterladt på gården for mere end 25 år siden. Stod den der endnu? I et hjørne af laden hos de nye ejere, det økologiske kollektiv. Han tænkte også på den kniv, han ironisk nok fik af sin morfar….

"Far! Hallo? Hør nu efter hvad jeg siger. Kommer Vea i aften? Eller kun SB og drengene?" spurgte hans 8-årige datter. Hun sad på køkkenbordet og forsøgte at vikle et tørklæde om sin otteårige hals på en henkastet måde.

"Jeg skulle da bare tage hende med på instituttet. Siouxsie. Det er hende, som har ændret alt. Genialt!", tænkte han.

"Hallo far, verden kalder! Jeg sagde: Kommer Vea? Halloooo!

Jeg gider ikke at lege med trillingerne. Malthe er meget sød, men…”

Jack drak dagens første slurk kaffe og vendte tilbage til køkkenet.

"De kommer alle sammen i aften. Vea, SB og trillingerne".

SB-familiens ankomst gav Siouxsie en ubestemmelig fornemmelse i maven, midt i mellem sommerfulgekildren og tyndskid. Vea betød noget specielt for Siouxsie, men hun brød sig ikke om hendes tre lyshårede drenge. De rodede hendes ting igennem, klatrede i hendes træ og fyldte hele stuen med deres Playstation og råb. Jack havde det præcis på samme måde, især hvad angik Vea.

"Far?"

"Hmm."

"Dengang du mødte mor, boede i på en fabrik og holdt sengestrejke i tre år."

"Tre uger."

"Ja. Ligesom John Lennox og Ono. Men Samanthas mor og far er skilt... og Bertrams... så har man to værelser."

I radioen var de stadig i gang med at tale om avistegningerne af profeten, den bamhjertige og retfærdige, fred være med ham.

"Alt er i orden far," sagde Siouxsie, da han ville checke hendes skoletaske.

Han trak ladcyklen frem og hun hoppede i. Bunden af ladet var smurt ind i et tyndt lag jord. Nogen havde brugt den til at transportere noget ler, eller muld eller jord, og forsøgt at tørre resterne op med en klud eller noget avispapir. Det var anden gang, at Jack lagde mærke til det. Han måtte spørge Connie. Hun kørte ofte en tur om aftenen, ud på sletten, efter en lang dag i ministeriet.
De drejede ud på villavejen og forbi genboen, som havde spændt tynde snore op langs hækken. Årets anden hækkeklipning skulle til at begynde. Genboen havde forklaret, at man altid bør klippe to gange. En grundig klipning i juni, og en lettere studsning her i august. Mens han cyklede, talte Siouxsie i en lang strøm om avatarer og gyldne templer i Indien. Connie havde lovet hende, at hun en dag, når hun var stor nok, ville få lov til at tage med til en ashram i Indien. Jack ville hellere til L.A. eller nordpå via Highway 1. I åben konvertible. Op omkring bjergene med sprængte klipper på begge sider.

"Mor siger, at der er masser af børn, og at man synger hele dagen, og går i hvide sarier, far. Det bli'r så fedt!" sagde Siouxsie på en måde, så hun lød lidt ældre end hun var.

Hun talte uafbrudt mens de kørte gennem villakvarteret og over det farlige fodgængerfelt ved indfaldsvejen. Om Connies tur til Sverige, festen i aften, trillingerne, og andre børns fædre, som gik på arbejde.

"Jeg synes det er synd, at du skal gå på institut fra. Men er det ikke også dødkedeligt at være hjemme altid?"

Jack mumlede korte svar tilbage. Hun havde måske overhørt nogle af de voksne, som havde talt om ham. Connie i mobiltelefonen ude i haven. To forældre på skolen. Han forsøgte at afkode graden af hendes bekymringer for ham, og vurderede om det var nødvendigt at give hende den lange forklaring, eller om det blot ville gøre hende forvirret, eller om det var bedre for hende at han mumlede videre og lod det passere. 

Over deres hoveder smældede propellen fra en lille mørkegrå helikopter med sorte ruder. Den havde ingen kendingstegn. Jack følte, at de kiggede ned på ham deroppefra. Den lille maskine drejede sig umærkeligt i luften, mens de cyklede forbi under den, og blev igen stående ubevægelig og larmende i luften. De cyklede videre, og den fulgte efter. Først hende ved skolen, i et område med mindre værksteder og lagerbygninger, vippede den snuden opad og til venstre, og drejede ind over byen.

Jack trillede ladcyklen helt op til indgangen ved Håbets Skole. Den lave murstensbygning var skjult bag et enormt stykke orange stof. Det dækkede hele facaden og var trukket og over taget og langt ned langs siderne. Siouxsie sprang ud af cyklen og løftede i en åbning i stoffet, så hun kunne komme ind gennem døren. Jack slukkede sin smøg og fulgte efter. I fællessalen trængte solen ind gennem det orange stof og fyldte rummet med et varmt og klart lys. Hundredevis af små fyrfadslys var tændt i vindueskarmene. Alle stole og borde var fjernet, og i stedet lå der bedetæpper i forskellige størrelser og farver på gulvet.

"Er vi kommet for sent?" spurgte han, men Siouxsie var allerede løbet ned i den anden ende af salen.

"Ja, en smule, som vanligt", sagde skolelederen Gitte, som pludselig stod ved hans side.

Jack kiggede på to store guldfarvede papmachéfigurer i de to fjerneste hjørner. Til højre lænede en tynd og aflang Jesus-figur sig op mod to krydsede kosteskafter, der skulle forestille et kors. I venstre side sad en lille og tyk Buddha i lotusstilling. Bag ved Gitte kunne han se to kvindelige lærere og et par elever i gang med at bøje og forme et elefanthovede og fire arme i hønsenet. "Ganesha," sagde Gitte, og pegede på en plakat på gulvet, som nogle af børnene havde skrevet:

"Visdommens, intelligensens og undervisningens gud. Søn af Shiva og Parvati og ægtemand til Bharati, Riddhi og Siddhi. Afbildes ofte som en topmavet gul eller rød gud med fire arme og hovedet af en elefant med én stødtand, ridende på en mus."

Den religiøse temamåned blev afholdt hvert år. Netop i år var børnene på Siouxsies klassetrin midt i deres første religiøse livsfase. Særligt for dem var det vigtigt at stifte  bekendtskab med de store religioner, have tid til at bede, ofre og følge alle de religiøse ritualer. Siouxsie sad henne foran Buddhafiguren, med bøjet hovede.

Jack ventede ude i trappeopgangen mens han kiggede på børnetegningerne på væggene. En af dem forestillede flyvemaskiner, der fløj direkte ind i højhuse. Små tændstikmennesker dalede mod jorden med ild og røg i deres hår. På en anden tegning stod der med store, tuschtegnede børnebogstaver:
1) Al tilværelse er lidelse.
2) Lidelse opstår af begær.
3) Når begæret hører op, ophører lidelsen.

Han gik ind i salen igen og forsøgte at vinke til Siouxsie. Hun mærkede at han var bag hende og vinkede tilbage.

"Hej-hej far, du kan godt gå nu."

Da han trillede ud af skolen med ladcyklen, så han pludselig den lille lysegrønne Suzukibil med Love your Life logoet på siden. Den kørte langsomt forbi ude på omfartsvejen. Han cyklede hurtigt ind på stierne. Det var ikke til at vide, om de allerede havde været hjemme ved huset for at hente ham, eller om de var på vej derhen.

Hans genbo klippede hæk. Han havde gartnerforklæde, havehandsker og sikkerhedshjelm på hovedet. Han fløjtede mens han holdt elektriske hækkeklipper ud i sine arme og kørte den langsomt hen langs med de udspændte snore. Halvdelen af hækken knejsede allerede i en præcis rombeform.

Da han så Jack komme cyklende råbte han:

"Anden klipning, Period. Anden klipning!"

Naboen slukkede sin hækkeklipper og tog hjelmen af. Det var allerede varmt, selv om klokken kun var ni. Han svedte på panden og de hvide hårtjavser var våde. Han nærmede sig. Det var tydeligt, at han gerne ville tale med nogen, Jack kom ham i forkøbet:

"Verner, har du set en lille grøn bil og to mænd i grønne jakker?"

Verner stoppede og kiggede direkte på Jack.

"Ingen mistænkelige køretøjer, Period. Det kan De stole på".

Han var i tresserne, et halvt hovede højere end Jack, solbrændt og slank. Hans næse havde et svaj, som mindede lidt om en klovn. Kæberne var brede, øjnene små og mørke under kraftige øjenbryn. Det var som om Jack pludselig huskede ham. Ansigtet dukkede op fra et eller andet ubehageligt hjørne af hukommelsen.

Jack vendte sig om uden at sige farvel og trak cyklen ind i indkørslen. Han skyndte sig ind i huset, og satte sig i spisekøkkenet, så han kunne se gennem stuen og ud på vejen. Hvis de kom, ville han sandsynligvis blive eskorteret hen til lægekonsultationen, hvor hans læge fru Birte Bak ville producere en lægeerklæring. Eller også blev han kørt direkte til seancen vedrørende Noget som havde betydning for hans liv, ude på instituttet.

Han begyndte at lede i sin pladereol efter The Periods første single. Den hed "Verden gik under i 79" på coveret var et sort-hvidt foto af en helikopter som løfter en strandet pukkelhval op et sted i Australien. Havde han lånt den ud? Men til hvem? De havde haft en enkelt fan, som i flere år blev ved med at forfølge ham med opringninger og breve. Andre navne og ansigter flagrede op fra hukommelses-suppen. Akademikerdrenge med sortfarvet hår og lange grå frakker, forstadspiger i stilede punkeroutfits og barneansigter bag mascaraen. Nogle af originalerne, de uselviske og de destruktive, som var dem med de største drømme og de klareste syn. Finn, Yoschka, Linda. Døde nu, eller sindssyge.

Han kiggede bag LP'erne og benyttede lejligheden til at støve dem af med sin flade hånd. Der var ingen single. Han hostede og rejste sig for at finde sine smøger. I udestuen tog han det første hvæs, netop som Suzukien standsede foran huset. Uden at slukke cigaretten løb han tilbage gennem huset, ud af køkkendøren, og stillede sig på bagsiden. Han hørte dem banke på hoveddøren et par gange og tale kort sammen. Så nærmede de sig bagsiden, der var ét sæt sko på hver side af huset. Jack åbnede lemmen til krybekælderen, smuttede ned i den smalle skakt og lukkede lemmen efter sig.

Fortsættes...