|
Det kommende byggeri Radiorækkerne i Ørestad Nord skal have sin egen adgangsvej med parkeringspladser langs metroen. Desuden vil den nye grundejer gå ind i driften af det grønne område omkring Boligslangen
Det kom frem på et borgermøde om lokalplanen for Radiorækkerne den 31. januar. Cirka 25 borgere var mødt frem for at få information og give kommentarer til lokalplanforslaget for de 87 boliger, der skal opføres på grunden mellem Boligslangen og metrobanen.
Københavns Kommune og bygherren Tetris kunne på mødet oplyse, at det nu er besluttet at lukke for gennemmkørende trafik på Tom Kristensens Vej. Bilister til Radiorækkerne skal køre ad en ny vej langs metroen, hvor der også er parkeringspladser. Man ankommer således fra nord (KUA's parkeringsplads).
Læs også: "Nyt kvarter i Ørestad Nord"
Naboerne til Radiorækkerne har også været nervøse for, om deres kommende naboer vil slide på det grønne område omkring Boligslangen. Det er nemlig ejerforeningen Universitetshaven, der står for vedligeholdelsen.
Bygherren Tetris er allerede opmærksom på dette og er klar til en dialog om en fælles aftale om drift af områdets veje og grønne områder.
Radiorækkerne er 87 byhuse, der fordeler sig over ca. 10.150 m² beliggende på en af de sidste ledige byggegrunde i Ørestad Nord. Husene er ca. 116 m² og opføres med stueetage, 1. og 2. sal og indrettes med køkken/alrum, stue, soveværelse, to børneværelser, badeværelse, gæstetoilet og for- og baghave samt grønne tage. Husene opføres i 3-4 etaper og forventes at stå færdige i 2014.
De udbydes til en pris på 2,8 til 3,6 mio. kroner alt efter placeringen i området.Det er Københavns Kommune, bygherren Tetris og arkitektfirmaet Danielsen Architecture, der står bag det færdige lokalplanforslag for området, der oprindeligt var udlagt til at rumme et idrætscenter. Byggeriet forventes at blive sat i gang, så snart lokalplantillægget er endeligt godkendt af Borgerrepræsentationen.
Interesserede kan læse mere om rækkehusene og følge med i byggeprocessen på www.radioraekkerne.dk. |