Hastighedsfænomenet Theodor Piatnik, er død 52 år. Th. Piatnik var i mange år før sin død blind, og bundet til sin kørestol. Forrige sommer forsvandt hørelsen, hvilket alt i alt var en befrielse for min ven

Og fredag nat var det så hjertet, der slog sit sidste, forhastede slag. Men vejret er vidunderligt, og jeg vil snart traske ud i foråret, fast besluttet på at fuldende livet ligesom Theodor var det. Uanset hvor fristende det hinsides tog sig ud i hans plagede sjæl.

De færreste unge mennesker har hørt om Theodor, men alle der var unge i 70’erne husker de berømte TV-udsendelser med musikalske arrangementer af Bob Ramsing, hvor amatørjægere skød til måls efter ‘TH’ på en skeetskydningsbane, og hvor han altid undveg projektilerne.

Vi få, der holdt oprigtigt af Theodor, ønsker at han bliver husket for andet end det. Vi kendte ham som en helt almindelig dreng med et alvorligt handicap.
Hans liv i smerte og frygt begyndte en morgen, hvor han blev vækket af en solstråle, som var krøbet over vindueskarmen på første sal. Med ét bredte strålen sig med en mystisk fart hen over væggen. Moderens skridt på trappen lød travle, men tunge som altid. Døren sprang op, men uden larm. Hendes tunge krop rykkede slangeagtigt, klodset hen imod ham.

"Hun så bekymret på mig og talte beroligende. Men ordene svarede ikke til mundbevægelserne", sagde Theodor til mig længe efter, da det var endeligt fastslået, at hans opfattelse af tid havde forskubbet sig skæbnesvangert.

"Det var svært at adskille tingene. Pludselig råbte hun, pludselig var hun nede af trapperne, og øjeblikkeligt tilbage igen med huslægen. Jeg husker tydeligt, at han gav mig stetoskopet på, så jeg kunne høre den vanvittige dunken inde i mit bryst. Så blev det mørkt, min moder tændte et lys og satte sig på en skammel en anelse bag mit hoved. I et glimt så jeg hendes hænder strikke en halv meter af et halstørklæde. For at opmuntre mig sang børnevise om træet på bjerget langt ude i skoven. Hvert vers gentager ordene fra det forrige vers, så versene antog kolossale dimensioner i mit hovede. Det var forfærdeligt. Men hun vidste jo ikke, hvad jeg fejlede."

Da Theodor vågnede igen og så solstrålen på vinduets karm, hørte jeg selv hans skrig nede fra stuen. Vi besluttede at lade ham ligge. Først ved middagstid gik jeg op til ham. Han lå i sengen med dirrende krop og bind for øjnene. Han stammede, var stakåndet og vendte sig uroligt efter lyde. Jeg løsnede de snore, vi havde bundet ham fast med, og lagde mig stille på gulvet ved siden af sengen. Det fik ham til at slappe af. Langsomt begyndte han at hæve sig med albuerne, og jeg fulgte med, så vi langsomt rejste os op på samme tid. Det hele tog vel en times tid. På et kvarter gav vi hinanden hånden. Efter endnu fem minutter sagde han ‘Goddag, Tom’. Med nogenlunde normale bevægelser gik vi ned i stuen.

Hans moder Heike og jeg udviklede et nært forhold i de følgende dage. Jeg gik med til at lege med ham hver dag, og melde mig ud af fritidsklubben, eftersom Heike og mine forældre kunne se, at jeg var den eneste, der kunne bringe lidt ro i Theodors sjæl.

For mig var det til at begynde med en lidelse, en straf. Jeg var syv år, og ville hellere lege dåseskjul eller spille fodbold med de andre børn. Men dette handler ikke om min egen historie. Og den slags øvelser vi lavede sammen, blev til en vane, indtil jeg slet ikke kunne undvære dem længere.
Kun med min krop synkroniseret til hans, kunne Theodor opfatte sig selv som en del af verden. Det lykkedes ham at kontrollere sine sanser i flere timer ad gangen, det vil sige, det lykkedes ham at bedrage sine egne sanser i et vist tidsrum, før hans faktiske puls gav omgivelserne deres vilde ridt igen.
Hver dag søgte vi ned til mejeriet, men heller ikke længere. Vi udførte vores besværgende dans med en troskyldighed og naivitet, som mesteren Tai Chi ville beundre. Jeg vidste ikke, at mine langmodige og formålsløse bevægelser faktisk holdt Theodor i live.

Da pressen kom, legede vi mellem jungerne; hans moder gik forrest. Fra vort gemmested kunne vi høre alt hvad de sagde og se fotograferne måle lys op.
"Theodor, der er nogle vigtige personer, som er kommet for at hjælpe os," råbte moderen, fordi hun vidste, at vi var i nærheden.

"Hr. Theodor," sagde reporterne mens de kiggede op og ned af de store afsatser, som bar de beskidte junger udenfor spulehallen, der stod i et orange aftenskær. De var på vej væk, længere hen ad den offentlige sti til de nye legepladser, da moderen sagde;

"D’herrer. Jeg ved, at han er her et sted. Han løber ikke så langt. Lad os blot stå helt stille og vente. Han kommer frem om et øjeblik. Højst en time...."

Først da hævede Theodor blikket. Det var som om han erkendte, at verden havde brug for ham, og han gjorde tegn til mig om at vi skulle rejse os; som i vores leg bevægede vis os, så langsomt som det er menneskeligt muligt, frem fra vores skjul.

Hans verdensberømmelse tog fart med en artikel i Journal of Medical Journals, oktober 1978. En gruppe læger fra The Smithsonian Institute i Boston havde foretaget en videnskabelig undersøgelse af Theodors mystiske reaktionsevne. TH, som vi kaldte ham, havde en usædvanlig høj hvilepuls. Han uskilte affaldsstoffer og trak vejret på samme måde som alle andre, men led af svære hallucinationer og angstanfald.

TH kunne ikke afpasse sine reaktioner i forhold til sine sanseindtryk. Lægerne udførte forsøg med ham i stærkt trafikerede områder af Boston. De stillede ham ved en fodgængerovervang på en tresporet indfaldsvej. Han skulle først observere en gammel dame gå over vejen, mens der var grønt lys for fodgængere. Han kunne således selv se, hvor lang tid lyset var grønt. Nu var det hans egen tur. TH løb som en besat for at nå over gaden, hvorefter han glev over i chok og bevidstløshed. Man målte hans puls til 305.

Artiklen i tidsskriftet forklarer, hvordan TH oplevede alting med dobbelt eller tre-dobbelt hastighed. Og tilsvarende oplevede han sin egen krop som alt for langsom til denne verden.

Den videnskabelige interesse døde hurtigt hen. Mange observationer her i verden liver ignoreret, fordi de ikke passer ind i fænomenologien. Som for eksempel UFO’er, levende sjæle og mennesker med en puls på 305 slag i minuttet. TH blev en freak, som gang på gang søgte om at få registreret underlige rekorder i Guiness Book of Records.

Vores professionelle samarbejde begyndte ret uskyldigt - med håndbold. Bolden bevæger sig jo med stor fart, men han vidste fra vores øvelser, at han sagtens kunne nå den. Problemet var at få magt over kroppen, så den ikke bevægede sig for hurtigt. Heike og jeg sad i timevis i hendes køkken og lavede træningsplaner for ham, vi ville kun det bedste for ham, men blev udmattede, og begyndte at pjatte sammen og lave vrøvlesprog. Det var en stor sorg for mig, da Heike gik bort for seks år siden.

Jeg trænede med TH i 12 timer om dagen, og efter tre måneder klunne det lade sig gøre at sætte ham på mål for det lokale hold ROAR en en hel kamp igennem. Han lod ikke et eneste skud passere. Bagefter mistede han som regel bevidstheden, og sov i et eller halvandet døgn. Men han var fabelagtigt god.
Men Heike, hans tapre mor, som fra den dag, vi hørte skriget havde været optaget af sin søns tilfælde, og de muligheder det åbnede, havde større planer for TH. En sen søndag formiddag kom hun på ideen om at leje ham ud som levende skydeskive. Resten er historie.

I begyndelsen var det svært at finde skytter, som var villige til at skyde med skarp ammunition direkte på TH’s krop. Men da det gik op for hele verden, at han kunne undgå kuglerne, var der aldrig mere problemer, og pengene væltede ind. I 1987 tegnede Heike og jeg vores største kontrakt på 10 mio. dollars med Las Vegas hotelkæden Mardon. Engagementet omfattede både en USA-turné og et års daglige shows på en lille plads bag hotellet i Vegas. De manglede ofte skytter, og jeg måtte ofte træde til med en hjælpende hånd. Således har også jeg skudt på TH, men jeg fortalte det aldrig til ham. Ham blev nu alligevel mere og mere indadvendt og tvær. Han kunne finde på at sige “Det hele er et skin og jeg aner ikke, om noget som helst i verden virkelig eksisterer”.

Han sagde også engang: “Jeg tror at en flue oplever et liv, der er lige så langt som menneskets”. Derefter gik han ud på skeet-banen og løftede armene, fuldstændig uberørt af de 20 skytter som gjorde sig klar bag deres skjul.

Jo Lautrec-Smith skriver i sin biografi “Piatnik - The uncomprehensible Mystery of Time”, at jeg som Theodors manager har draget visse fordele. Ja, hun skriver mange ting, som kan sætte vores forhold i et grelt lys. TH blev forført af hendes charme og fyrede mig. Hendes såkaldte behandlinger hjælp ham dog aldrig. En dag skred hun fra ham fordi hun “simpelthen ikke længere orkede at være den, der hele tiden skulle tage initiativet til at tale om deres forhold”.

Vi gav altid TH bind for øjnene, når han rejste mellem sine forestillinger. En dag havde han hældt ren ethylen på øjenbindet, og det klarede hans øjne ikke. På hospitalet sagde han til Heike:

“Nu kan jeg kun se fremtiden komme. Den er rød som blod. Jeg ønsker at dø, mor”. Sådan ævlede han løs i flere minutter.

Senere rejste vi rundt på må og få, til et talk-show der, et foredrag her, som æresgæster ved de europæiske cup-turneringer. Han foretrak at være bedøvet under transporten. På alverdens hoteller var det altid en af mine opgaver at vække ham med lydbånd, der afspillede hvalsang eller vind. Til sidst var der ikke flere jobs for lille TH. Vi tog afsked med hinanden for nogle år siden på hans plejehjem.Han talte mere og mere usammenhængende.
“Snart er det slut. Jeg mærker det. Hvis jeg bare havde haft den samme krop som alle jer andre. Så ville jeg aldrig have rejst rundt som et dyr med dig, og min egen mor! Jeg ville gå i terapi med little Jo...”

Jeg beder ikke om anerkendelse. Jeg var blot Theodors skygge i 20 år, indtil han også blev døv, og ikke længere var under daglig tortur af verdens sindssyge hastighed.