Han flyver næsten altid, og har gjort det siden ruteflyene bredte sig over hele kloden. Med en flaske portvin foran sig, i natbelysningen på første klasse, mærker han de fysiske ødelæggelser og graden af afmagt i hvert landskab og hver en seng, han flyver henover

Lufthavne og hoteller er hans øvrige opholdssteder. Han sidder ofte ret op og ned i en sofa i alverdens flyterminaler, i en lounge for business-folk, og sover med hagen mod brystet mens han venter på det næste fly. Alle er på vej et sted hen. Ingen ved noget som helst om Satan. At han netop er landet fra Tokyo og nu venter på flyet til Stavanger, hvor han skal med et vandfly til Lofoten og tilbage igen, hvorefter han flyver direkte til La Guardia, og derfra over London til den lille Billund Airport i Danmark.
Det sker at han checker ind på et hotel. Men heller ikke receptionisterne bemærker noget usædvanligt. Han er jo stille og fredelig, en ældre excentriker på gennemrejse, men ikke den eneste, som stadig går med flip og hvide handsker. Satan indlogerer sig aldrig samme sted to gange, og er altid alene på det dyreste værelse, hvor han straks tænder for fjernsynet og lader det køre uafbrudt, fordi al væsentlig kommunikation er telepatisk.

Han bruger al sin tid på sit arbejde. Han er sit arbejde, har intet andet formål med at være her. For tre år siden nedlagde han alle sine regionskontorer. Nu står han personligt for rekrutteringen af agenter, og er  på konstant jagt efter nye og bedre folk. Udvælgelsen er vilkårlig, uforståelig og uden det enkelte menneskes vidende. Denne evige rejse på det globale flynet er nødvendig for at finde, dyrke og fastholde en dedikeret medarbejderstab.

Den dag i Fælledparken lignede han en rig udlandsdansker, som i 60 år havde tænkt på sommerdagene i derhjemme, og nu ønskede at gense isboden, pigerne med hyttesko og barnevognene af træ. Eller også var han en af byens særlinge, sådan som han kom spadserende i sine hvide bukser, golfsko og stråhat, uden at ænse de topløse piger med deres smartphones, eller trommerne som kom fra den afrikanske kolonis søndagsskovtur under et stort bøgetræ.

Jeg selv er rekonvalescent. Der var absolut ingen grund til at jeg skulle sidde der på græsset i solen, da han gik forbi på stien og satte sig på en bænk lige foran mig. I mit rastløse humør fik jeg lyst til at tale med ham. Med anvendelsen af den fineste etikette indledte vi en samtale om vind og vejr. Jeg er ikke typen, som letter mit hjerte. Som regel er det mig, der får folk til at tale, når jeg sidder på barerne i de tidlige morgentimer. Han tog et helt hvidt lommetørklæde op af en jakkelomme og duppede sin pande.

“Hvilken herlig ophobning af temperatur og uforløste drømme!” grinede han.

Han satte sig lige ved siden af mig på bænken. Der var en foruroligende elegance over hans  plastiske, hvid-gullige ansigt som indrammede de to sorte øjne midt i de aristokratiske træk. Jeg blev nervøs og fascineret. Han fik mig til at føle mig forsømt, overset. Uden at vide hvorfor begyndte jeg at tale løs, om fyringen fra bladet og sygdommen og mit had til branchen, og jeg talte hårdt og bittert om visse mennesker, og blev ophidset, og  ønskede dem helvedes ulykker.

“Forstår De, jeg har fået det her stempel, og kan aldrig komme videre...”

Mine hænder var knyttede. Det så ikke ud til at røre ham. Han smilede bare, og lettede lidt på hatten for lufte sit hvide hår. Til sidst sagde jeg, at han lignede djævelen selv. Han indrømmede med det samme, som om mit spørgsmål var det naturligste i verden.

“Og derfor glæder deres lidelser mig, det er klart. Men jeg kan også fatte sympati. Kan jeg på nogen måde være Dem behjælpelig?”

Vi aftalte et interview nogle dage senere i udsigtssalonen i Billund Lufthavn. Hvad fanden, havde han nær sagt, det er rart at lette hjertet en gang i mellem. Hvert århundrede bare, ligegyldigt til hvem.

Han har ikke horn, men rigtig nok et hvidt gedebukkeskæg helt ned til butterflyen og den mørke blazer, som er skæmmet af en enkelt fedtplet.

Jeg følte at mit held var astronomisk, men blev også nervøs i ventetiden, jeg sov dårligt, holdt næsten op med at drikke, og tog lange, kølige bade for at skylle min krop, skylle noget af, som jeg ikke vidste hvad var.

Udsigtssalonen ligger på første sal i et hjørne af afgangshallen. Det er svært at finde lufthavne med gode udsigtssaloner i dag, men her er der frit udsyn over hele flytrafikken, eftersom der kun er en enkelt bane i øst-vestlig retning. Jeg var alene på dette underlige mødested med skrammede skolemøbler og fyldte metalaskebægre. Der var hedt i lokalet på grund af de store vinduer. Efter en halv time steg et midaldrende ægtepar stilfærdigt op ad trapperne.  De var sikkert på campingferie, og havde brugt dagen på at se Legoland og Bilmuseet. Nu ville de overvære landingen af Fokker-maskinen fra London, før de kunne gå hjem til deres autocamper ad de nyanlagte asfalterede stier, for at se lidt tysk tv og gå til ro. Normalt ville jeg have studeret dem nøje, og måske brugt dem i en indledning til en artikel, som handlede om noget helt andet. Men lige der i salonen hadede jeg dem. Konens svage jeg, og mandens lille ego, som voksede ud af nakken på hende.

Der stod en gammel model af en lufthavn, hvor man kunne se hvordan flyene lander ved hjælp af radiopejling. Manden pegede på masonitpladen med antennerne af ståltråd og de små røde og gule lamper, mens han forklarede sin kone hvordan det hele virkede. Selv om det var tydeligt, at han ikke havde en pind forstand på radiopejling.

“Et dejligt sted. Ikke sandt”.

Stemmen mindede om en stor hvid fisk med et kæmpe gab. Satan sad pludselig lige overfor mig og talte som i en dansk film fra fyrrerne.

“Jeg befinder mig altid godt i Billund Airport, ja i hele komplekset her omkring. Campingplads med motocross- og minigolfbane, et fly- og bilmuseum med den gode gamle DC-3er, som jeg selv har fløjet så meget med. Og de gamle jagerfly oppe ved vejen!.... ja og selvfølgelig også Legoland med sine legobyer. De mekaniske forlystelser og scenarier... har De set, at der nu er lavet små veje og stier mellem alle faciliteterne? Det tager halvanden dag, så har man set det hele og brugt alle sine penge. Mad, drikkevarer, overnatning, bad og forlystelser koster rigeligt.  Mange kommer jo langvejs fra, og så indtræder kedsomheden”.

Satan holdt en affekteret kunstpause, og kiggede efter ægteparret, som var på vej ned af trappen i en vældig fart.

“Tænk Dem, bondeangeren over at være blevet snydt så grundigt. De traver rundt på asfalten i det flade landskab, trætte i benene efter køerne i Legoland og deres hoveder er fyldt med tanker om penge, der skal overføres fra banken i morgen. Jeg ved, at mange kører væk herfra i nattens mulm og mørke. De er nærmest flove over, at de ikke kan lide at være her... Ak ja, kedsomhed og indbildte bekymringer. Dem skal man ikke undervurdere”, sagde han og tændte en Wundermann cigarillo.

Jeg plejer at starte en løs samtale med mit interviewoffer, og så pludselig hugge til med et rigtigt spørgsmål. Men nu kiggede jeg famlende ned i blokken for at finde på noget.

“De skal vide, at jeg ikke er bibelstærk, fik jeg fremsagt. Jeg kunne høre min egen stemme og kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde været så bange.

“Det er jeg sgu da heller ikke”, svarede han hurtigt igen. Dette her ville aldrig blive til et interview. Han havde besluttet, hvad han ville med mig. Jeg glemte at se ned i blokken, og rystede på fingrene, så jeg ikke kunne tage notater. Han lod tavsheden vare lidt.

“Hør, hvorfor sidder vi her? Følg med”.

Jeg fulgte efter ham i småløb ned af trappen og tværs gennem den store mennesketomme afgangshal med de mange gule skranker. Ved den sidste skranke sad der en lille ung mand med filipenser og stålindfattede briller. Da han så Satan, rejste han sig og viste os vej til en dør der førte ud på startbanen. Der stod et ventende sportsfly med tændte motorer. En rød sol sank i disen over det dampende sommerland, da vi lettede. Satans øjne lyste rødt.

“Nu skal De høre. Tag deres blok frem og skriv, menneske, skriv!

Han talte højt for at overdøve motoren.

“Jeg var en gang i Afrika. Jeg havde rejst i flere dage, uden at se andet end fattige bønder fra mit togvindue. Så hørte jeg lyden af en stor gammel gong på den tørre slette. Den kom fra et benediktinerkloster, hvor man kunne få billig mad og en seng med moskitonet. Om aftenen var der bibellæsning, men som De ved har jeg en evne til at få folk til at fortælle om sig selv. De unge sorte munke fortalte mig, at de første munke i landet selv havde indtaget sletten der, og opfundets dens indbyggere, og bygget verden op fra grunden. ‘Husk, vi var her længe før franskmændene’ sagde de igen og igen. De havde så at sige pustet ånden ind i landområdet og fyldt det med skyld og tilgivelse. Og takket være afrikanernes hundredevis af synder, var sletten nu en del af Guds Rige og gennemvævet af Kristus Lidelser”.

Han lo, og det lød som en latter, der aldrig ville stoppe.

“Jeg gik til ro i et lille kammer med en seng og et moskitonet. Men cikaderne larmede infernalsk. Da jeg checkede ud, skulede de unge munke ud fra deres hvide kutter. De sagde at prisen på kost og logi var ‘ingenting eller det du har råd til eller så meget, som du mener at opholdet har været værd’..... Satan vrængede mens han efterlignede munkenes bedrøvede ansigter og holdt om en imaginær kutte omkring sit hovede.

“Men de forventede selvfølgelig en ordentlig slant fra en gammel, hvid herre som mig. Jeg forærede Dem et landstykke i Brasilien. Den jord der ligger mellem Poxoréo og mine kvægfarme langs Araguiaiafloden”.

Satan holdt en affekteret kunstpause, han virkede betaget af sin egen talestrøm. Vi fløj mod øst, og var nu over det mørkeblå vand i skumringen. Piloten var bare noget mørkt foran os.

“Den savanne i Vestafrika var helt TOM, før munkene kom. Jordens overfalde kan være i hvile, i balance. Forstår De det?” råbte han.

“På det tidspunkt tjente jeg rigtig mange penge på at flytte rundt på mennesker. Der er så mange millioner, som er på flugt fra sorg, forbrydelser, tortur. Mange af dem øsnker slet ikke at huske deres fortid. Jeg hjælper dem med at slette de data, som de udgøres af”.

Maskinen vippede, vi fløj gennem en sky, men han fortsatte, og jeg mærkede hans tynde, gullige hånd holde min skulder i et koldt greb. Han så på mig med små sorte øjne.

“Disse mennesker er på jagt efter et tomrum hvor der ikke fortælles historier, som får verden til at hænge sammen. Historier er smertefulde for dem. De forklæder sig, maler sig, taler nye sprog, men er alligevel dømt til evig flugt. Der fortælles jo historier overalt.  Der er intet tomrum, intet hjem for det tomme menneske. Derfor siger jeg: De tomme mennesker må komme til mig. Jeg vil skabe et land for dem, et land som indeholder intet. Intet som helst."

Han så tadig på mig, og bredte armene ud.

“Deres land er et godt sted at etablere intetheden i”.

Jeg forstod det sådan, at han ville fortælle nogen om sit nye projekt. Derfor var jeg med ham nu. Som om det var kronen på hans livsværk, tænkte jeg. Indtil jeg huskede, at han intet livsværk har, kun liv og liv i al evighed.

“Det er nu 15 år siden at jeg begyndte at købe alle ledige grunde i Nordvestsjælland. Jeg vil  skabe “Ikke noget”, et område som er tilgængeligt for alle, men aldrig skal underlægges menneskelige illusioner om evighed eller fasthed”.

Han råbte nærmest til mig i flyet, og kiggede hele tiden på min blok, så han var sikker på at jeg skrev det hele ned.

“Jeg ejer nu et tomrum fra Lumsås til Lammefjorden og helt ud til radiomasten derude på Asnæs”.

Han pegede ud gennem vinduet, jeg så noget land dernede, men anede ikke hvad han talte om.

“Ikke Noget er tinglyst i skøder og testamenter... De mennesker som bor dernede, fatter ikke en brik af hvad der foregår. Og der er intet, de kan stille op, forstår De? Intet..”

Det var blevet mørkt, da vi en time senere landede på en knoldet landingsbane ved Sjællands Odde. Piloten sagde ikke farvel, gassede op, vendte flyvemaskinen og lettede igen. Jeg stod og så ind i det rene ingenting med Satan ved min side. Men bag angsten voksede der langsomt en nysgerrighed frem. Dette var nok mit vigtigste job nogensinde. Enten det første i en lang række af reportager, som endelig ville skaffe mig den anseelse, jeg fortjente. Eller også mit sidste job nogensinde.

Satan stod og kiggede ud i mørket og var stille indtil motorlarmen var næsten væk. Så begyndte han at tale igen.

“Der vil ikke ske dem noget særligt. De kan blive boende i deres  huse. Først når de dør, vil deres postkasser og navneskilte blive fjernet. Først når en hel vej er rømmet vil man fjerne dens navn. Først når en hel by er tømt for mennesker slettes den fra kort, leksika, telefonbøger og vejskilte. Og først når et helt sogn er tømt, får vi væltet antennerne og gravet kablerne op”.

Endelig huskede jeg et spørgsmål

“For cirka hundrede år siden sagde De til Dostojevskij, at de ville sejre i det tyvende århundrede, at alt pegede i den rigtige retning for Dem?”

Han tog en dyb indånding, han havde næsten glemt at jeg var til stede, og svarede distræt:

“Guds rænker er utællelige. Vi må være parate til at slå ned hver eneste gang der opstår en åbning i hans værk. Det handler om at være dynamisk, omstillingsparat og have en flerstrenget organisation”.

Han kiggede hele tiden hen mod vejen, hvor vi af og til kunne se et par billygter svæve forbi.

“Se bilerne derude, og kirketårnene. Så fredfyldt i sommernatten. Men kan De også mærke - intetheden? Jeg føler at den er meget stærkt til stede. Det virker befriende. Jeg mærker - intet”.

Vi var tavse for en tid. Så hørte jeg en bil og så et par lyskegler dreje ind på sidevejen. En stor mørkeblå BMW rullede op foran os, og han satte sig ind uden et ord. Hvis jeg ikke bare var fulgt med, var den sikkert kørt uden mig. Han kiggede ud af vinduet, anspændt. Jeg tog mig sammen og spurgte, hvordan hans organisation anvendte medierne til at sprede angst. Jeg spurgte ham hvordan sikkerhedstjenesterne i de arabiske lande var blevet så gode til drab, tortur og terror? Havde hans agentur spillet en rolle i Afghanistankrigen

Han svarede, at han ikke kendte noget til nogen krig.

“Krig er ikke min form. De kører af sig selv nu, jeg har ikke noget med dem at gøre. De holder jo altid op igen. Deet er langt vigtigere for mig, når folk holder op med at synge og elske med hinanden. DET kalder jeg fremskridt”, sagde han og hævede en af sine lange fingre, for at huske en ting mere.

“Men siden I nu ikke kan lade være med at dræbe hinanden, hvorfor så denne historiske modstand mod min organisation?”

Vi var stille igen. Jeg anede ikke hvor vi skulle hen. Ved et vejskilt stod der Ellinge Hegn. Inde på en skovvej var der en lysning, træerne var nyfældede, i en meters højde. Stammerne stod tilbage som korte spyd i lange rækker. Bilen standsede. Der stod også en scene, lavet af friskt tømmer. Vi stod foran den. Bilen var forsvundet igen.

Foran scenen sad en masse mennesker. Flere hundrede silhuetter mellem spyddene. Satan stod på scenen. Nogle fakler lyste. De mørke skikkelser begyndte at udstøde en lyd. Aaaaaaaaaaaaaaaarrrrg, Aaaaaaaaaarrrrrg. Det blev ved og ved. Jeg fik lyst til at udstøde den samme lyd, sammen med de mørke skikkelser. Eller flygte.

Jeg snublede og ravede afsted i mørket, ind i skoven. Bare frem og frem gennem nåletræernes visne grene i under-skoven. Det var som om, jeg så en lille modulation  i mørket foran mig. Men så var det som en hvid blomst skød sine kolde blade ud i mit baghovede og eksploderede min hjerne.

Nu var det lyst. Jeg åbnede øjnene på en mark. Der var intet andet end mark, hele horisonten rundt. Marken skrånede lidt. Jeg rejste mig, udhvilet, og gik op på toppen, men lige så langt jeg kunne se, var der kun denne mark.

Rundt omkring gik der andre mennesker. De gik hver for sig, og ingen af dem gik den samme vej.