|
- Kan kvinder marchere?
Castörper stod i kommandantens kontor og tænkte ud af vinduet. Han var blevet nummer to i sin officersklasse, og kammeraterne havde givet ham øgenavnet Drømmeren
Den gamle kommandant stod bag ham og pustede, mens han tog sin officerskappe af og talte om isvinteren og alt det salt på vejene som ødelagde hans bil. Og mørket, som gjorde folk syge. Udenfor defilerede en deling konstabelelever forbi i deres stive arbejdstøj. Det var et blandet hold, på vej til hans skib for at påmønstre. Pigerne havde bakset deres lange hår op under kasketterne. Undtagen 2311 Konstancia som havde et lille ironisk smil, han tidligere havde lagt mærke til på kasernen. Han havde også husket hendes navn og nummer, som stod på et lysegult mærke med velcrolukning på brystlommen. I dag hang hendes halvlange, korngule hår løst over skuldrene. Imod reglementet. ET-TOO ET-TOO kommanderede sergenten som gik langs med delingen.
Men selv om Konstancia marcherede med korrekt fodudstrækning og armsving, var hun en kvinde der vandrede roligt afsted og så sig omkring. Hun kiggede op og så hans ansigt i vinduet på første sal. Hun smilede til ham og fløjtede. Det er forbudt at fløjte på værnets tjenestesteder. Ligesom det er forbudt at henvende sig til officerer på den måde.
- Ja, det er Deres nye elever dernede. Kommandanten stod pludselig bag ham.
- Castörper...De bryder Dem vist ikke rigtigt om ideen med kvinder ombord på de sejlende enheder? Jeg forstår! Derfor... Kommandanten skridtede sit kontor af, derfor har vi også udkommanderet en ny skoleofficer, som kan holde disciplinen. De kender ham vist allerede...orlogskaptajn Spock.
- Spock? sagde Castörper og vendte sig fra vinduet.
Han havde ikke set sin gamle klassekammerat fra Officersskolen i 23 år.
- Ja, Castörper. Spock havde vist meget høje ambitioner. Men han endte på orlogskutteren Mågen på Færøerne. Man siger at han har brugt de mange ledige timer derude på at skrive en ny ordensinstruks for Marinen. Da han blev udkommanderet til deres skib, sejlede han langt ud på havet med lukket radio. Vi fandt ham til sidst i Reykjavik, hvor politiet havde afleveret ham døddrukken på den danske ambassade. Men det er en god mand, en dygtig officer.
Få timer senere medlte Castörper minelægeren og skoleskibet Fiona klar til afgang, sådan som han gjorde hver mandag, når de skulle af sted på patrulje i Østersøen. Intet var så beroligende, så bekræftende, som hyletonen fra turbinen, som lidt efter gennemtrængte hele skroget. Deres togt varede altid fem dage, så der var landlov hver weekend.
Han mente selv, at han var en god chef, som forudså konflikter i besætningen, og han gav personellet lang line, så længe hver mand gjorde sit arbejde. Han havde aldrig været typen, der gik op i hilsepligten, og når han tog sig en runde gennem skroget og ned til maskinen, var det kun få, der bemærkede ham.
Castörper vidste også, at han var en paria på sit eget skib. Der var noget krampagtigt over den måde, han forsøgte at være jovial på. Som da han forsøgte at snakke med rorgængereleven, da de lagde kursen sydover efter Drogden Fyr.
- Nå, Sønderborg… (eftersom det vigtigste i henvendelsen var at vise, at man kunne alle navnene)… har de fået fornemmelsen. Der skal jo ikke mange kræfter til at styre med hydraulikken vel?. Rorgængeren gloede bare tilbage.
Castörper gik til briefing i officersmessen. Seniorsergent Blok blev kaldt ind for at give en status over kærlighedslivet. På dette togt var to af de kvindelige konstabler kærester med to mandlige konstabler, en fra maskinen og en fra våbensektionen. Der var ingen nye klager over seksuel chikane.
- Ja, og så er der påmønstret 24 nye elever, som De ved, chef. Seks af dem er kvinder. De kan hilse på det nye hold efter firevagten.
- Eleverne skal straks gå i gang med at male den skibsside, der skal vende mod kaj, når vi aflægger officiellt besøg i Ystad om en uge. Der er ikke råd til at male hele skibet, Blok. Så lad os sige... bagbord side.
- Javel, chef.
- Man skulle måske også huske at bakke ud af havnen, så den anden skibsside ikke kan ses!
Den nasale stemme kom fra orlogskaptajn Spock. Han sad længst væk fra Castörper og kiggede ned i bordet mens han talte. Castörper kunne slet ikke genkende manden. Spock havde et langt, stridt fuldskæg, men hovedet var kronraget. Bemærkningen skulle vist have været morsom, men ingen grinede. Spocks hænder var knyttede.
- Ja, og velkommen til dig, Spock. Jeg hører at du ikke var meget for at komme ud med os…men måske er det en trøst, at vi er det første skib med kvinder ombord i Værnets historie, sagde Castörper.
Spock rejste sig. Han var en lille, tæt bygget mand.
- De skal vide, Castörper, at jeg ser det som min pligt - min simple officerspligt - at bevise, at kvinder intet har at gøre i Værnet. Man kunne høre hans tunge åndedræt da han satte sig igen.
De havde begge været nitten år gamle, da de for lang tid siden stod forskræmte på Eksercerskolens plæne, der er formet som en halv ellipse. Rundt om den lå den asfalterede vej og de 11 identiske bygninger. Helt ukendte med den militære verden blev de skubbet sammen i en ukendt formation, ført ned i en kælder og fik ordre til at klæde sig af. En ung nervøs læge stak dem med en kanyle og tog en blodprøve. De blev ført hen i en anden bygning og klædt ud i stive, mørkeblå arbejdsuniformer med et håbløst, men velment 70’er svaj i bukserne.
De fik den mærkeligt tunge stålhjelm på hovedet, de hørte sergenterne råbe simpelt ad dem og ophæve begreber, som de hidtil havde taget for givet: At ‘gå i seng’ og at ‘spise’ var herefter forbudt. I stedet måtte personellet ‘tørne ind’ og ‘skaffe’ på nærmere bestemte tidspunkter.
Om aftenen sad de side om side i pudsestuen med det skarpe lys. Nogle syede vaskemærker i tøjet. Andre åbnede den tunge, mørkeblå Grundbog for Orlogsgaster og åndede den skarpe spritduft fra siderne ind, mens de læste og kiggede på billederne af Værnets sejlende enheder.
Castörper huskede tydeligt, da sergenten kom ind og pludselig var lidt mildere stemt. Han uddelte et postkort med et luftfoto af Eksercerskolen. Kortet skulle være en hilsen til deres familier.
- Nu skriver alle: “Kære familie. Jeg er vel ankommet. Har orlov på fredag,” sagde sergenten.
Castörper og Spock var begge gjort af dette stof; De første uvirkelige timer i Værnet, hvor ingen kan tage noget for givet, hvor alle er parate til at vaske gulve, foretage armhævninger eller klæde sig af så snart ordren kommer, hvor cigaretter smager særligt og belysninger og rumklange ændrer unge mænds liv.
Han huskede også lugten af bonevoks, som der altid hældes for meget ud af på linoleumsgulvene. Forsigtigt døsede de hen på ottemands-stuerne efter deres første dag i Værnet.
Spocks underlige optagethed af regler viste sig allerede efter den første uge i Værnet. Under det første fællesbad efter den første svømmetræning, så han, at ingen havde klippet tåneglene lige over og fingerneglene korte “med afrundede hjørner” som det påtales i Grundbogen kap.10.1.22.
“Hvordan”, spurgte Spock sergent A.H., “og hvor ofte vil man kontrollere tåneglene, hvilke instrumenter skal anvendes, og ved De, hvorfor tånegle skal klippes lige over?”
Ordene stod et øjeblik i luften, som lugtede af vådt hår. Han fik hverken en påtale eller en forklaring, og ingen kunne bagefter sige, at han havde sagt noget så sindssygt, mindst af alle sergent A.H., der nok var for dum til at fatte, hvad der var blevet sagt.
Han fortsatte bare sit program. Men kiggede mistænksomt på Spock i mange dage efter.
Nogle uger senere understregede Spock den skjulte betydning i kap. 4.14.1: “Bæring af Hårnet”. 14.1 er et kendt og omstridt sted, fordi det udtrykkeligt ikke fastsætter bestemte mål for hårlængde og skægvækst, men udbreder de arbejdsområder, hvor langhårede kan beordres til at bære hårnet, til næsten alle arbejdsområder.
De sad opholdsstuen på KFUMs soldaterhjem, ved et bord med ryggen til nogle andre rekrutter, blandt andet den langhårede, som de kaldte for Frelseren. Spock røg ikke, men nu bad han om en smøg og puttede den i munden som om det var en sut. Han tog en lighter og rakte armen bagud, lige ind i Frelserens hår, så det begyndte at ryge. Rekrutterne råbte op, da de så røgen og Frelseren styrtede hen og dykkede hovedet i en brandspand. Der skete ikke mere. Men Spock lå tæt op ad en overførsel til Militærpsykiatrisk Afdeling i Farum. Historien har fået folk til at tro, at alle marinesoldater brænder de langhårede. Det passer ikke.
Skibet skød roligt frem i et sølvspejl af stille vand. Som skoleofficer skulle Spock deltage i velkomsten for de nye elever. De ubefarne elver var tavse og blege da de steg ned ad de indre lejdere for at indtage deres formation på agterdækket.
Der manglede én elev allerede. 2307 Bejbel var besvimet, da han første gang blev sendt ned på elevbanjen for at få tildelt sin køje og sit stålskab. Der kan godt lugte lidt af urin og bræk på en elevbanje. Samtidig kan det lavloftede lysegrå stålrum virke klaustrofobisk. I dette tilfælde havde Castörper vurderet, at der kun ville blive problemer med 2307 Bejbel. Han blev overført til landtjeneste inden skibet afsejlede.
Faktisk var det Spock, der som skoleofficer burde have taget beslutningen. Eller givet en irettesættelse. Men Spock havde bare skulet med dette blik, straks faldt ned når man søgte hans øjne. Selvfølgelig var Spock ikke egnet til jobbet som skoleofficer. Men alle officerer tilbagelægger uforklarlige ruter mellem skibe og andre tjenestesteder, som forgængelige brikker i et stort puslespil der aldrig lægges færdigt.
Fiona passerede Skanör med 15 knob. Castörper sad i sin salon og læste på nogle papirer fra sit investeringsselskab. Ude på lejderen op til broen hørte han to piger hvine og fnise. Han gled ud af sin salon og anråbte dem. 2311 Konstancia vendte sig langsomt og trådte ned af lejderen med store øjne. Han studerede hendes ansigt stille og roligt.
- Dette her er et skib mine unge damer, og vi er nogle som skal have arbejdsro. Det passer bestemt ikke til omgangsformen at føjte rundt på skibet og hvine.
Men kommandørkaptajnen sluttede med et smil. De to piger steg op af lejderen igen med forsigtige skridt.
Bare det, at de kom ned fra udkigsposten med vådt hår og glinsende olietøj, og let berusede af søen meldte sig afløst, gav ham modstridende fornemmelser. Det var grundlæggende forkert at der nu stod en kvinde midt i deres lysegrønne gyrostatiske nikotinstyrehus. På den anden side havde det kvindelige personel styrket moralen og hygiejnen.
Før i tiden havde konstablerne fået lov til at vise pornofilm på hele det interne tv-system. De unge elever sad tavse og forpinte, klumpet sammen i kantinen, på de to sæder som konstablerne havde tilladt dem at bruge, mens et par af konstablerne bredte sig på resten af sæderne og gloede på rækken af samlejer mens de spiste.
Andre chefer ville sikkert have forbudt filmene. Men Castörper vidste, at han ville blive konfronteret med de indgåede aftaler om stampersonellets adgang til videoapparatet. Det var kvinderne som løste problemet. Den slags film blev ikke vist længere.
- Alle opfører sig så pænt og venligt, så det er til at brække sig over, tænkte Castörper med ansigtet mod et koøje, som gav ham udsyn i sejlretningen.
Elevernes første patruljetogt ville også blive det sidste for 1106 Damm. Han gjorde tjeneste i kabyssen, og skulle blandt andet stikke lufthuller i affaldssækkene med en stor kniv, før de blev lempet ud over siden i kabyssen. En formiddag fire sømil fra Dueodde havde nogle af hans kammerater meldt ham til vagtassistenten, på grund af den voldsomme måde, han stak på, mens han råbte DØ SVIN, DØ SVIN. Den slags er der ikke er plads til på en operativ enhed.
Den tanke, som søen kan være i ungdommens hoveder, svarer sjældent til virkeligheden. Man drives mod den høje himmel eller det udstrakte hav, og kender ikke til livet på en enhed, som er trangt, overbefolket og lugtende. Tilskyndelsen til at gå en tur et par timer kan blive så stærk, at folk forlader et skib i rum sø. I dette tilfælde skulle vanviddet gå ud over en sagesløs sæk, hvilket knap nok skræmte Castörper eller afledte han fra hans øvrige problemer.
Egentlig syntes Castörper, at hans mænd i det store hele fulgte de retningslinier for omgang med det andet køn, som han havde udformet. Efter hans mening kunne både stambesætningen og eleverne forelske sig og være forlovede ombord, så længe de ikke delte køje. Og de skulle elske hinanden under iagttagelse af et par regler, som efter hans egen mening ville være lige så enkle at efterleve som kærlighedens egen, skræmmende logik: På et enkelt togt af en uges varighed måtte man ikke forelske sig flere gange i flere forskellige, eventuelt på samme tid. Man måtte ikke forlade den samme partner mere end en gang. Og endelig måtte man ikke forelske sig, forlove sig eller sove sammen på tværs af personelgrupper. Konstabler og konstabelelever kunne forelske sig og have kønslig omgang. Det samme kunne Sergenter og sergentelever samt officerere og officerselever.
Spock vendte sig om, når de mødtes på officersgangen. Han forlod officersmessen når Castörper kom ind.
Udkiggen så en dag en sæl på en isflage 30 grader om styrbord. Castörper bad den vagthavende om at melde det over kaldeanlægget. Der står intet om meldepligt for sæler, hverken i Grundbogen, Skibsinstruksen eller andre af de forpligtende skrifter. . Men sådanne små pudsigheder kunne mildne den reglementerede hverdag og tilføre kommandostrukturen lidt menneskelighed, tænkte Castörper. Der gik kun et minut efter at højttalerne rundt om på skibet havde runget, før Spock ved hans side på broen med smalle læber og sine små øjne rettet mod sælen.
- Nåh, vi er nok på zoologisk udflugt, sagde Spock.
Dengang på Eksercerskolen Castörper og Spock forsøgt at lære hinanden at kende. De skulle med den samme rutebil ned langs langs kysten, når de fik landlov. De opdagede en fælles interesse for at filosofere. De diskuterede for eksempel evigheden eller spørgsmålet om det uendeligt delelige, om sand og linier som uendelige punktmængder. Castörper talte mest. Han sagde for eksempel, at netop det uendelige tillod fejl og mangler. I det store perspektiv anede man knap de små uregelmæssigheder i detaljen. Visheden om ens egen død var et godt eksempel på en hændelse, som både var en slags fejl og helt nødvendig for det, han kaldte livets strøm.
Men Spock anerkendte slet ikke uendeligheden. Han læste i stedet op fra bogen om Astronomisk Navigation:
“Himmelrummet er en kugle, i hvis midte vi befinder os, og på kuglens inderside bevæger et system af selvlysende og ikke-selvlysende himmellegemer sig”.
- Der ser du, Castörper. Ydersiden af himmelkuglen er ganske rigtigt en gåde, men en uvæsentlig gåde. Hvis du holder dig til indersiden, så kan du beregne alle positioner og udstikke alle kurser, sagde Spock.
Men Castörper havde aldrig lært det. Han elskede stadig at se op i den mørke nattehimmel eller studere havets farver og bølger. Lys og blink vuggede mystisk derude i skumringen. Når han stod der på åben bro med sin cigarillo, følte han at han svævede i rummet.
De var nu fire timers sejlads øst for Bornholm. Sergenterne var i oprør. Spock havde for en halv time siden smidt Konstancia ud af sergentmessen og givet hende dobbeltvagter i tre døgn. Han havde endda smækket hende en lussing.
Det var den rødhårede og bondske Sergent Kazpazcheck, som fortalte det hele til Castörper. Han stod og råbte midt i hans salon.
- Nu kan det være nok. Jeg vil skide på at pigerne er konstabelelever. Hvis konstablerne må invitere dem ind i DERES messe, så må vi faneme også!
Kazpazcheck smækkede med døren. Han havde tatoveret tre små sorte prikker på sin hånd. Han havde aldrig fundet ud af, hvad det betød.
Spock den skid. havde han virkelig slået hende? tænkte Castörper. Men han havde jo selv forbudt omgang mellem kønnene på tværs af personelgrupper. Der var intet han kunne gøre.
Samme nat stod han op og gik på broen. Konstancia sad i våbenkontrollen og holdt øje med radaren i det dæmpede orange lys. De fik øjenkontakt.
- Vil De lige følge med 2311?
Hun rejste sig lidt forlegent, og fulgte efter ham ned i hans salon.
Copyright Ørestad Avis og forfatteren 2010 |
