|
Skrevet af Mette Reissmann (S), MF
Onsdag, 22. februar 2012 21:47
|
Vi har kæmpet og arbejdet for en trængselsring. Vi mente, at det var den bedste løsning på et aktuelt problem. Trængselsproblemerne i hovedstaden skulle og skal løses. Alt for mange timer og ressourcer bliver spildt, mens folk sidder i kø på vejen ind mod København. Bilerne fylder på vejene, de medfører støj, dårlig luft og et ringere miljø i byen og rundt omkring den
Vi har som regering, og som politikere, lyttet. De mennesker, som vi ville hjælpe og løse problemer for, synes ikke en trængselsafgift var det bedste svar. Det har vi taget konsekvensen af. Målet er stadig det samme; reduktion af trængslen på gaderne, men midlet er et andet.
I stedet har vi fundet en anden model. En model, hvor vi investerer massivt i den kollektive trafik og som fremover vil betyde både bedre og billigere kollektiv trafik i hovedstadsområdet og i resten af landet. I alt afsætter vi over de næste ti år 10 milliarder kroner til forbedringer i den kollektive trafik. Pengene skal til dels bruges på billigere billetter og dels til udbygninger af den kollektive trafik. Flere afgange, bedre sammenhæng, bedre busser og tog og flere pladser.
En bedre og billigere kollektiv trafik vil betyde, at flere vil tage toget og bussen frem for bilen. Vi er nået et stykke af vejen – men det er stadig nødvendigt at finde på nye og bedre løsninger. Derfor nedsætter vi en bred kommission, som skal komme med forslag til en samlet strategi for at reducere trængslen og fremme mobiliteten i hovedstadsområdet fremover.
Der er brug for nye løsninger og prioriteringer. Med denne plan går vi i den rigtige retning, når det gælder om at løse trængslen og forbedre den kollektive trafik. |
|
Del
|