I sidste uges avis argumenterede jeg for en økonomisk omfordeling mellem privatskoler, så incitamentet for at optage og holde på elever med svag hjemmebagrund understøttes økonomisk. Dette fik formanden for privatskolelærerne, Uffe Rostrup, til at fare i blækhuset og afvise enhver kritik af privatskolerne

Desværre er de naivistiske skarpskud særdeles overfladiske og jeg tillægges, helt uden belæg, motiver for at ville forgylde kommunekassen. Til Rostrups orientering må vi i øvrigt ikke fylde flere penge i folkeskolen pga. aftalen om nulvækst.

Den elevgruppe der bliver og er indskrevet på privatskoler, kan ikke kun aflæses ud fra etniske eller økonomiske egenskaber.  Det er ikke blot tale om, at ’hvad der er sparet, er tjent’ med privatskolerne som hverdagens helte. Privatskoleeleverne er ’billigere i drift’, men det bør de sørme også være.

LÆS: "FAIR GAME FOR PRIVATSKOLER OG FOLKESKOLER"

Der er nemlig adskillige faktorer, der skaber barrierer for børn fra svag hjemmebaggrund blandt privatskoler: skolepenge, mobilitet og forældreopbakning. Sidstnævnte har enorm betydning for barnets trivsel og skolegang. Jeg tror, at forældreengagementet og opbakning til skolens virke er yderst svær at sætte et prisskilt på, hvilket Rostrup fortrænger. Dette gør, at privatskolerne har en bestemt gruppe af elever indskrevet.

Det er dejligt for de, der driver skolerne, firmaet går så at sige godt, men i et samfundsperspektiv, også samfundsøkonomisk, er det et rigtig dårligt koncept. En del af disse elever, og deres forældre, mangler vi nemlig på de lokale folkeskoler til at skabe den meget omtalte og videnskabeligt dokumenterede positive ’klassekammerateffekt’. Her kan forældrene i øvrigt sagtens præge skolens liv og indhold via skolebestyrelsen.

LÆS: "TAG IKKE ELEVERNE SOM GIDSLER, SOFIE K. LED"

Jeg anerkender, at den besparelse der i disse år rammer privatskolerne, rammer skævt. Jeg så langt hellere, at besparelsen, som matcher de besparelser nul-væksten har tvunget os til at lave på skoleområdet, ramte de skoler, der ikke løfter deres sociale ansvar.

Jeg anerkender også, at mit ønske om at skabe en mere fair finansiering af privatskoler er værdipolitisk motiveret. Mit ansvar som politiker i København er at varetage alle børns faglige og sociale dannelse, og dermed handle, når der finder en åbenlys strukturel skævvridning sted i disse to separate skolesystemer.

Der er stor forskel på kan og skal. Jeg håber derfor, at den forbilledlige adfærd, som Rostrup beskriver han oplever, kan ske konsekvent på alle privatskoler til gavn for både børn og by.

Nuancerede ræsonnementer og anerkendelse af de forskellige præmisser, som både privatskoler og folkeskoler må konkurrere under, ville klæde privatskolelærernes formand.