|
København har et problem med trængsel. Hver eneste dag spilder bilister fra hele regionen mange tusinder timer i kø på vej ind og ud af byen. Det problem skal vi have løst, og et af midlerne er den trængselsring, som regeringen snart vil præsentere
Â
Et andet middel til at begrænse problemet med trængsel i Indre By kunne være en havnetunnel – også kaldet den østlige omfartsvej – der kan lede trafikken uden om Kongens Nytorv og selve Københavns bykerne og ned i en tunnel, der kan gå fra Nordhavn til Sjællandsbroen.
Det er klart, at et så stort og dyrt projekt som en havnetunnel ikke er noget, Københavns Kommune kan finansiere på egen hånd, og vi må derfor sætte vores lid til, at Staten vil være med til at finde pengene til projektet, der vil forbedre hverdagen for mange borgere ved at mindske luftforurening og støj og samtidig skabe vækst i hovedstaden.
Så svaret er nej, når Pia Allerslev i sit indlæg i sidste uges avis spørger, om jeg kræver en havnetunnel. Jeg kræver ikke noget, men vil blive ved med at arbejde og argumentere for løsninger, der gør København til et bedre sted at bo og leve. Ikke som betaling for en trængselsring, men som en konstruktiv måde til at løse en af de udfordringer, København i dag må leve med. |