Vi kommer helt tæt pÃ¥ i ’Abepigerne’, der er et  foruroligende ungdomsdrama om menneskers adfærd – om at dominere og blive domineret. Sitrende intens og svøbt i bløde berøringer og brutale handlinger, efterlades man Ã¥ndeløs; bevæget, beriget og med en del at tænke over

 

Abepigerne. Originaltitel: Apflickorna. Instruktion: Lisa Aschan. 84 min.

 

En nøgen fod. Fingrer nærmer sig langsomt. Kilder. Stilhed. Lange blikke. En hests prusten og den dumpe lyd af hove, under det tunge dyr i løb. I ’Abepigerne’ er ordene få og pauserne larmende. Udtrykket er skrabet, nøgent og effekten eminent: luften er tyk, sitrer, og oplevelsen intens.

Filmens afsæt er den unge Emma, der begynder på en rideskole, hvor hun træner hårdt for at komme med på holdet og den snarlige opvisning. Hurtigt udvikler sig et venskab mellem Emma og holdets anfører, den dominerende Cassandra – et venskab præget af rivalisering og en indbyrdes kamp om magt. Men venskabet vækker også en tiltrækning i den ellers ordknappe, stille og forfærdeligt kontrollerede pige; en lyst til at give sig hen til Cassandra, der insisterer på at dominere og træne Sara op. Både i de fysisk krævende gymnastikøvelser og når det gælder Emmas kontakt til de andre.

Magtspillet mellem de to piger gennemsyrer fortællingen, der drives frem af spændingen mellem at dominere og selv blive domineret. Man tiltrækkes og frastødes.

’Abepigerne’ kredser om magt og kontrol, men udforsker ogsÃ¥ menneskers adfærd og indbyrdes relationer i bredere forstand. SÃ¥ledes er Emmas lillesøster Sara med sine kødfulde kinder, pink plastikheste og uskyldige umiddelbarhed med til at tilføre en ekstra dimension – som barnet stÃ¥r hun uforstÃ¥ende overfor de erotiske undertoner, hvor sammenstødet mellem det venskabelige, kærlige og seksuelle for os bliver skærende tydelig. Den konfliktfyldte dobbelthed er fascinerende og netop vekselvirkningen mellem det tiltrækkende og det frastødende bliver filmens altoverskyggende drivkraft.

Man betages af sårbarheden, det ømme og ærlige ved mennesker, der udforsker, føler sig frem og søger grænser. Intet tages for givet hos de unge piger, alt sanses og overvejes. Ser fingerspidserne nærme sig den bare fod helt tæt på, man venter berøringen, ser hvad det vækker i mennesket. Mærker berøringen, mærker dem.

Og pÃ¥ den anden side frastødes man af den dyriske trang til dominans – det skræmmende og grimme lurer konstant lige under overfladen. Det store i det smÃ¥.

Lisa Aschan strækker øjeblikket i sin udforskning af den menneskelige adfærd og hvilke uudtalte regler, der omgiver den. Hun dvæler ved de smÃ¥ detaljer og lader situationerne udspille sig for publikum. Udtrykket er intenst, pulserende, konstant balancerende mellem flirtende leg og hÃ¥rd alvor. Filmen prikker til dig i sin kredsen om centrale aspekter af det at være menneske. Den formÃ¥r at udforske og antyde uden at ville pÃ¥dutte svar - ikke mindst takket være Lisa Aschans eminente forstÃ¥else for at det enkle og umiddelbart ubetydelige kan rumme uendelige vidder.

’Abepigerne’ er en helt igennem fantastisk film, der med sine bløde berøringer og brutale handlinger sætter sig i én længe efter, man har forladt biografmørket. Jeg mærker stadig efterskælvet.