Victor Holm flytter fra et forlist forhold i Århus, hjem til fødeøen Amager. Hvor han får job som mågejæger i Københavns Lufthavn. Det er ikke fordi stedet er fremmed for ham, hans far var nemlig brandmand der, men han døde engang Victor var barn. Ydermere er det hans stedfar Arne der skal være hans læremester i mågeskydningens kunst. Men da Victor finder nogle hemmelige gange under jorden, roder han sig ud i et marreridt

Thomas Aagaard Skovmand: Mågejægeren. Byens forlag. 197 sider

Mågejægeren er skrevet 'live' i Kastrup Lufthavn, hvor forbipasserende har kunne følge med i skriveprocessen på en storskærm og supplere med kommentarer, hvis de nu havde lyst.

Måske har det været medvirkende til, at personerne i bogen er blevet ganske utraditionelle og ganske sjove. Den småautistiske Fly-Finn som Victor bor hos, der hænger ud ved flyvergrillen når han ikke er på arbejde, for at spotte og registrere fly. Eller mågejægeren Keld med den invalide måge Sully og en tysk maskinpistol fra anden verdenskrig. Og så dem i kælderen.

Men så er det vist også slut. Bogen er alt for funderet på det narrative og på action. Cliffhangerne hænger i kø. Action for actions skyld kan være fedt nok, på film. Men i en bog må der gerne være en snert af drama, det er en af grundene til at fx de svenske femikrimier er så populære. Bogen er et langsomt medie, der byder til en eller anden form for fordybelse.

Men i mågejægeren er der ikke meget at fordybe sig i. Det værste er dog, at i stedet for at opdage kælderets mysterium på egen hånd, så får hovedpersonen fortalt det hele af skurken til sidst. Den klassiske ”Du skal dø nu, men inden da fortæller jeg dig lige hvordan det hele hænger sammen”.