Søren Gosvig Olesen mener, at man ikke kan tale om filosofi uden at gøre den personlig. Men spørgsmålet er selvfølgeligt hvor den hårfine grænse går. Han vil med sin bog invitere læseren til at deltage i forsøgene: "Det ligger i filosofiens ambition at være universel. At være som var den ingen steder fra og alle steder lige gældende. Men det er den bare ikke, i det moment, hvor den tænkes. At finde det moment er opgaven, hvis man skal lære af filosofien, og ikke bare udenad"

Forsøg med filosofien. Af Søren Gosvig Olesen. Wunderbuch.132 sider.

Det er for såvidt et synspunkt, jeg kan tilslutte mig, men bogen bliver alligevel for sløv. Søren Gosvig Olesen kommer ind på alle mulige emner. Han vil forklare, hvad filosofi er, fortælle små historier om den lille mening i livet, og diskutere hvad demokrati er for en størrelse. 

Der er mange gode tanker. Man forstår for eksempel, at meningen med livet er Mening. Ganske simpelt: Mening. Diagnosen på demokratiet munder ud i et forsvar for idioternes ret til at tale:

”Selvfølgelig er det utåleligt, hvis alle meninger er lige gode. Hvis retten til at sige sin mening bliver alle meningers lige berettigelse. Men demokratiets ide er ikke, at enhver idiot skulle være så fuldkommen. Tværtimod. Når samtalen, udvekslingen af de mange meninger er nødvendig, er det netop for at undgå, at enhver idiot kan sidde på magten og gennemtrumfe sin mening. Det er først, når samtalen bliver kvalt, at den slags idioti bliver muligt”. 

Det er en lille lækker bog for bibliofile. Forlaget har virkeligt kræset om bogens materiale. Det bliver der lagt vel meget vægt på. Forlagets hjemmeside bruger en trediedel af pladsen til at beskrive håndværket.

”Bogbindets omslag er en diskret hentydning til bogens sidste stykke: »Schwarzwald og stilhed«. Ønsket er at invitere læseren med på en skovvandring i Schwarzwald: Dunkle granskove, jordfarvet skovbund, mørke farvelag med faste strøg af gyldent oplysning, stigende op fra grunden. Ud af de mørkbrune farvelag står, som græsstrå, titelpræget. Først under læselampens belysning træder den græsgrønne prægning tydeligt frem. Forsatspapirets mintgrønne farve, løvtræernes åbninger af lystgrønt lys, byder tyst læseren velkommen.”

Ordjunk for feinscmeckere, men sådan må det være. Hipster-Møllehave-Filosof. Dog ville jeg heller have, at de havde arbejdet mere med formen inde i bogen, end det lækre ydre.