Stine Pilgaard: Min mor siger. Forlaget Samleren. 168 sider.

Et af højdepunkterne er hendes besøg hos en næse-øre-læge, hvor de taler totalt forbi hinanden. Et andet er beretningerne om moderens mange lystløgne.

Bogen er en samling dialoger og tanker i hovedpersonen. Hun er lige gået fra sin kvindelige kæreste og flytter hjem til sin far og hans nye kone på præstegården.

Hun prøver at gøre sig fri fra sin kæreste, men ringer kæresten op og lægger på igen. Hun forklarer sig for sin mor, imens hun forhippet prøver at blive en fuldendt kvinde. under det smukke motto, at "hvis virkeligheden ikke passer ind, så må man presse lidt på".

Alle personer er på en måde karrikerede. Den mytomaniske mutter, det overreflekterende jeg, spindoktorveninden. Faren og kæresten er relativt normale i dette virvar af vilde personaer, men fungerer på en måde som katalysatorer for de andres udfald af morsomheder.

Dertil kommer de indre monologer fra "Søhesten", hvor vi kommer helt ind under huden på fortælleren. Her bliver minder personificeret som var de en del af kroppen, som de går rundt inde i og hænger ud i.

Bogen handler på morsomste vis om at give slip. Hovedpersonen er allerede på vej videre, men har stadig kærestesorgen hængende over hovedet som dynen klokken 7 om morgen, når man ikke gider at strække sine ben ud på det kolde gulv.

Det er i den grad ærgerligt, hvis Stine Pilgaard virkelig mener, at hun ikke har prøvet at være morsom med denne bog. For hendes debutroman er voldsomt sjovt. Faktisk så sjov, at jeg sad med hænderne på mavsi af grin. Undskyld Stine.