Dette er en sød, skæv og morsom film om en 15-årig splejset drengs rejse ind i den absurde og vanvittige voksenverden. Med drengekostskolen og en inspirerende engelsklærer ledes tankerne hen på ”Døde poeters klub”, som dog med sine High School musical moments her må siges at være en sukret Disney-udgave

’Spud Milton: Med ørerne i maskinen’. Originaltitel: Spud. Instruktion: Donovan Marsh. Spilletid: 112 min. 

• Rammen er Sydafrika 1990, genrejsning af den afrikanske selvbevidsthed og med Nelson Mandelas løsladelse et apartheidstyre i opløsning. Men langt vigtigere er det for den 15-årige ’Spud’ Milton (Troye Sivan), at det er hans første år på en elitekostskole for drenge. Det bliver et møde med snobbede rigmandsbørn, mobning og et hierarki blandt drengene, der ikke gør det let at være en spinkel splejs uden hår nogen steder, når man samtidig også kæmper med en halvskør familie, de der piger og bare gerne vil passe ind.  

Drenget uskyldighed Udover venskabet med den albinolignende outsider Gecko (der altid fejler en sjælden og besynderlig sygdom), bliver Spuds redning også den alkoholiserede, excentrisk engelsklærer Gus, eminent spillet af John Cleese, der inspirerer og vejleder de unge drenge om kærlighed og kvinder. Som i Døde poeters klub søger drengen ligeledes anerkendelse ad skuespillets vej og engagerer sig i skolekomedien, hvor hans klare drengestemme da også foldes ud i et par popnumre.

Troye Sivan er velvalgt og virkelig troværdig i rollen som Spud, der med sin spinkle statur og drengede oprigtighed har svært ved at finde fodfæste blandt de brede skuldre og sexfikserede snakke. Spuds uforståenhed er sympatisk og den lille fistelstemme, der længselsfuldt hvisker ”I wish I could wank”  går rent ind.

Kønsmodnings-limbo i Disney-farver

Med de både søde, fine og også komiske øjeblikke med spirende venskab, forelskelse, absurde familie-forhold og en alkoholiseret engelsklærer i ubalance, skildrer filmen som helhed rammende, hvor hårdt det kan være at befinde sig i dette kønsmodnings-limbo. De komiske situationer og spøjse indfald gør filmen forfriskende og tilfører den kant. Men flere steder kammer det candyflossede over. Filmen bliver en art Døde poeters klub i Disney-farver og den ellers fine og ærlige skildring bliver en anelse for poppet og børnevenlig.

I øvrigt en elendig dansk titel. Det er så en anden sag.Fire (små) stjerner herfra.