Jeg havde aldrig hørt om Gyrdie Eliasson før jeg stod med hans seneste novellesamling ”Mellem Træerne” i min hånd. Jeg glædede mig, for på grund af den bog vandt han Nordisk Råds Litteraturpris i 2011. Fuldstændigt ufortjent

Gyrdir Eliasson: Mellem Træerne. Torgaard. 219 sider

De superkorte noveller minder om noget der kunne stå i en læsebog til sjetteklasser. Nogle af novellerne har et tvist, hvor hovedpersonen bliver kørt ned, eller at han opdager at motorcykelbøllen i skoven er lam. Ellers er det tanker i personens hovede, som historierne kredser om.  De er lette at forstå, men de forgår ret hurtigt. Man kan ikke lade være med at tænke på en pensioneret skolelærer, der har fået en forfatterhobby (det er dog ikke det der er tilfældet). 

På bagsideteksten står der ”Stilistisk ordkunst på et højt niveau som skildrer inde og ydre trusler i dialog med verdenslitteraturen”. Det var begrundelsen som bedømmelseskomiteen for Nordisk Råds Litteraturpris brugte, da ”Mellem Træerne” skulle hyldes.

Men i modsætning til vinderen i 2010, Sofi Oksanens ”Renselse”, som har en spændende historie og nogle dybe personskildringer, er ”Mellem Træerne” kedelig og banal. Det er enkle noveller, og de er til en hvis grad tankevækkende, men det er ikke de store tanker der vækkes.

At man kunne krybe ned i en bogreol, jo det er et meget fint tema for en novelle. Det er noget man let kunne have en dialog om i et klasseværelse, men en vinder af så stor en litteraturpris? De mange stille eksistenser bevæger sig rundt på en stille ø, hvor småting og små tanker udfolder sig. Bogen oser på en måde af hygge, (der er godt nok nogen der dør, og nogle invalide og sådan, men alligevel).

Det er som at læse Johannes Møllehave, bedstefarmorsom på en måde, og lige så reflekterende som en hyggelig bedstemor.

På bagsideflappen er et billede af Gyrdir Eliasson hvor han sidder med en kat. Han har garanteret hygget sig imens han har skrevet novellerne, men det har ikke tilført novellerne noget godt. De er kedelige, banale og tørre som kiks. Man føler at man sidder og læser småborgerlige historier uden større indhold end en strøtanke.