NEDS er en rammende skildring af en ung drengs opvækst blandt den skotske arbejderklasse. I 1970’ernes Glasgow er tilværelsen for de unge mennesker grå, brutal og fuldstændigt blottet for håb

NEDS. Instruktion:  Peter Mullan. 124 min.

Arbejdsløshed, fraværende forældre, ingen penge og et sadistisk skolesystem er de deprimerende rammer for de unge splejsede rødder, der ikke har udsigter til andet end kriminalitet og vold.

Den unge John McGill (eminent spillet af Conor McCarron) er en både følsom og virkelig intelligent ung dreng, der med sin fattige familie, kriminelle storebror og fordrukne, voldelige og tavst truende far er i evig kamp med sin omverden for at forblive ude af problemer. Han laver sine skoleting. Han har håb for fremtiden. Han vil noget med sit liv. Du kan, hvad du vil – ”du skal bare kæmpe hårdt for det”, lyder det. Virkelig hårdt, må man så tilføje.

Den kvapsede dreng med det forknytte ansigt forsøger konstant at bevise sit værd, men samfundet, særligt politi og det sadistiske skolesystem, har allerede dømt ham. Kampen for et bedre liv er som at træde vande. I kviksand. Fuldstændigt meningsløst. Også i biografsædet tynges man af frustration… og giver til sidst efter. Det er konstant op ad bakke og den unge McGill suges gradvist ind i bandeopgørene, hvor vold og våben er en selvfølge, en del af hverdagen. 

I et nærmest Clockwork Orange-agtig samspil mellem lyd og billede, omkranser  rolig og lallende fredfyldt musik, ”dance with me” det deprimerende syn af unge bander, der smadrer hinanden sønder og sammen, efterladende drengekroppe blødende og klynkende. Voldens meningsløshed bliver næsten absurd komisk – en vinkling, der samtidig med en underliggende varme i skildringen af de unge skæbner, trods alt gør den massive uretfærdighed en smule mindre ubærlig.

Den forknytte ligegyldighed hos de unge skotter er, blandt andet takket være eminent skuespil, både stærk, rammende og yderst troværdig. Man formår at fortælle historien, så den ikke pladdersentimentalt søber rundt i drengenes forfærdelige skæbne, men på smuk vis fremstiller håbløsheden skræmmende nøgent og realistisk.